Aarhus Universitets segl

Anders Hauge Okholm: DNA-nanotransportører – en ny smart løsning til aflevering af medicin til bestemte celler i kroppen

Ph.d.-forsvar, mandag den 4. april 2016. Anders Hauge Okholm

Anders Hauge Okholm
Konfokal mikroskopi-billede af cancerceller, der har optaget DNA-nanopartikler modificeret med proteinet transferrin. Cellemebranen er farvet grøn. Cellekernerne er farvet blå. Røde prikker indikerer lokationen af DNA-nanopartikler. Specielt i det nederste venstre hjørne er det tydeligt, at DNA-nanopartiklerne er lokaliseret inde i cellen. Anders Hauge Okholm har i sit ph.d.-projekt fundet en positiv sammenhæng mellem antallet af transferrin-molekyler på nanopartiklers overflade og celle-optag. Dette resultat giver forskere en bedre forståelse af nanopartiklers design i forhold til deres evne til at aflevere medicin.

Nanopartikler har et enormt potentiale for at kunne aflevere medicin til bestemte celler i kroppen forbundet med sygdom. Forskere undersøger i disse år, hvordan størrelsen, formen og overfladekemien på nanopartikler påvirker deres muligheder for at kunne aflevere medicin.

I løbet af sit ph.d.-studium har Anders Hauge Okholm brugt nanopartikler lavet af DNA-molekyler til at undersøge, hvordan antallet af celle-interagerende molekyler på overfladen af DNA-nanopartikler påvirker optaget i celler. Ved at bruge DNA som byggemateriale kan forskerne lave nanopartikler i alle mulige forskellige former og placere molekyler på overfladen med exceptionel præcision. Anders Hauge Okholm har udviklet nye metoder til at koble celle-interagerende molekyler til DNA-nanopartikler og til at evaluere optaget i celler. Ved hjælp af disse metoder fandt han en positiv sammenhæng mellem antallet af transferrin-molekyler på DNA-nanopartikler og optag i celler.

Denne nye forskning bidrager til den grundlæggende forståelse af nanopartikler og deres interaktion med celler. Den bidrager desuden med nye værktøjer for forskere, der ønsker at undersøge, hvordan nanopartikler kan optimeres til at aflevere medicin til bestemte celler i kroppen.

En del af Anders Hauge Okholms ph.d.-studier blev udført ved Rockefeller University, NYC, NY, under vejledning af Professor Thomas Tuschl.

Ph.d.-studiet er gennemført ved Interdisciplinært Nanoscience Center (iNANO), Science and Technology, Aarhus Universitet.

Dette resumé er udarbejdet af den ph.d.-studerende.

Tid: Mandag den 4. april 2016 kl. 13.15
Sted: Bygning 1593, lokale 012, Auditoriet, iNANO-huset, Gustav Wieds Vej 14, Aarhus Universitet, 8000 Aarhus C.
Afhandlingens titel: DNA Nanovehicles for Cellular Delivery
Kontaktinfo: Anders Hauge Okholm, e-mail: ao07@inano.au.dk tlf.: 5122 9522
Bedømmelsesudvalg:
Lektor Björn Högberg, Department of Medical Biochemistry and Biophysics, Karolinska Institutet, Stockholm, Sverige
Lektor Stefan Vogel, Institut for Fysik, Kemi og Farmaci, Syddansk Universitet
Lektor Duncan Sutherland (formand), iNANO, Aarhus Universitet
Hovedvejleder:
Professor Jørgen Kjems, iNANO og Institut for Molekylærbiologi og Genetik, Aarhus Universitet
Sprog: Ph.d.-afhandlingen forsvares på engelsk.

Forsvaret er offentligt.
Afhandlingen ligger til gennemsyn hos Graduate School of Science and Technology/GSST, Ny Munkegade 120, bygning 1520, lokale 128-134, 8000 Aarhus C.