Aarhus Universitets segl

Ditlev Brodersen tildelt prestigefyldt gæsteprofessorat ved Università di Parma

Lektor Ditlev Egeskov Brodersen ved Institut for Molekylærbiologi og Genetik er blevet tildelt et prestigefyldt gæsteprofessorat i strukturbiologi og didaktik på ph.d.-niveau ved Università di Parma, Italien.

Ditlev Egeskov Brodersen. Foto: Lisbeth Heilesen

Professoratet indebærer, at Ditlev Brodersen i perioden 2017-2020 formelt vil udgøre en del af ph.d.-styregruppen ved det italienske universitet og under ophold i Italien både forske og undervise, herunder organisere et ph.d.-kursus i moderne teknikker inden for strukturbiologi og arbejde med moderne undervisningsmetoder inden for aktiv læring via undervisningsportalen curriculearn.dk, som Ditlev Brodersen selv har udviklet.

Forskningsdelen af professoratet vil give Ditlev Brodersen mulighed for at udvide sine strukturelle studier af store enzymkomplekser vha. røntgenkrystallografi og elektronmikroskopi med nye samarbejder og projekter. Ditlev Brodersen vil desuden fungere som medvejleder for et antal ph.d.-studerende ved universitetet i Parma samt understøtte, at disse studerende gennemfører et ophold på mellem 6 og 24 måneder i hans forskningsgruppe ved Aarhus Universitet.


Lektor Ditlev E. Brodersen
Institut for Molekylærbiologi og Genetik
Aarhus Universitet
deb@mbg.au.dk - 2166 9001