Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Gitte Nørregaard Schytte: Fosforylering af ekstracellulære proteiner er bestemmende for deres funktionalitet

Ph.d.-forsvar, tirsdag den 2. april 2019, Gitte Nørregaard Schytte.

02.04.2019 | Lisbeth Heilesen

Gitte Nørregaard Schytte

I løbet af sit forskningsprojekt har Gitte Nørregaard Schytte undersøgt hvordan fosforylering af ekstracellulære proteiner kan påvirke deres funktionalitet i kroppen. Fosforylering er en tilføjelse af negativt ladede fosfatgrupper til proteiner og denne hyppige modifikation kan ændre proteiners tredimensionelle struktur og derved deres funktion. Denne regulering af protein aktivitet er nøje studeret for intracellulære proteiner, hvorimod den er langt mindre beskrevet når det gælder ekstracellulære proteiner.

Gitte Nørregaard Schytte har undersøgt hvordan den nyligt identificerede vigtige FAM20C kinase fosforylerer de tre ekstracellulære SIBLING proteiner osteopontin, bone sialoprotein og matrix extracellular phosphoglycoprotein samt hvordan disse fosforyleringer påvirker proteinernes rolle i celle adhesion, som er en vigtig mekanisme i deres funktionalitet indenfor knogledannelse, i immunforsvaret samt i udvikling af kræft. Samtidigt er det fundet at ekspression af FAM20C og fosforylering af osteopontin er kraftigt reduceret som følge af en kræftfremkaldende ændring i ras genet.

De opnåede forskningsresultater påviser FAM20C kinasens rolle i fosforylering af SIBLING proteinerne og bidrager til en udvidet forståelse af hvordan funktionaliteten af ekstracellulære proteiner reguleres igennem fosforylering.

Ph.d.-studiet er gennemført ved Sektion for Molekylær Ernæring, Institut for Molekylærbiologi og Genetik, Science and Technology, Aarhus Universitet.

Dette resumé er udarbejdet af den ph.d.-studerende.

Tid: Tirsdag den 2. april 2019, kl. 9.30
Sted: Bygning 1531, lokale 215, Auditorium D3, Institut for Matematik, Aarhus Universitet, Ny Munkegade 118, 8000 Aarhus C
Afhandlingens titel: FAM20C mediated phosphorylation of the SIBLING proteins
Kontaktinfo: Gitte Nørregaard Schytte, gns@mbg.au.dk, tlf. 23 95 62 55
Bedømmelsesudvalg:
Professor Göran Andersson, Department of Laboratory Medicine, Karolinska Instituttet, Stockholm, Sweden
Associate Professor Peter Kristensen, Department of Chemistry and Bioscience – Section for Biotechnology, Aalborg University, Denmark
Professor Finn Skou Pedersen, Institut for Molekylærbiologi og Genetik, Aarhus Universitet (formand)
Hovedvejleder:
Professor Esben Skipper Sørensen, iNANO og Institut for Molekylærbiologi og Genetik, Aarhus Universitet
Medvejleder:
Senior Scientist Brian Christensen, Institut for Molekylærbiologi og Genetik, Aarhus Universitet
Sprog: Ph.d.-afhandlingen forsvares på engelsk

Forsvaret er offentligt.
Afhandlingen ligger til gennemsyn hos Graduate School of Science and Technology/GSST, Ny Munkegade 120, bygning 1520 og 1521, 8000 Aarhus C.

Ph.d.-forsvar