Aarhus Universitets segl

Ionpumper i celler og deres betydning for nervesygdomme

Mere viden om cellernes ionpumper skal bane vej for forbedrede behandlinger af neurologiske sygdomme. Molekylærbiolog Hanne Poulsen er netop blevet tildelt 10 millioner kroner i form af et Lundbeckfond Fellowship til et femårigt forskningsprojekt.

Hanne Poulsen er blevet tildelt 10 millioner kroner i form af et Lundbeckfond Fellowship til et femårigt forskningsprojekt. (Foto: Lundbeckfonden)
Alle vore celler har brug for at natrium-kalium pumpen fungerer som den skal. Pumpen er en kompleks og fascinerende maskine, der fra sin plads i cellens membran sikrer den rette balance mellem natrium- og kalium-ioner i cellens indre og ydre miljø (Figur: Hanne Poulsen)

Alle vore celler har brug for, at natrium-kalium pumpen fungerer, som den skal. Pumpen er en kompleks og fascinerende maskine, der fra sin plads i cellens membran sikrer den rette balance mellem natrium- og kalium-ioner i cellens indre og ydre miljø.

Den nyudnævnte Lundbeckfond Fellow, postdoc i molekylærbiologi Hanne Poulsen, vil i de kommende år forske videre i pumpens funktion, og i de fejl, der nogle gange opstår i den. Noget der kan føre til en række alvorlige neurologiske sygdomme.

”Mit arbejde handler om at blive klogere på transporten og ophobningen af ioner indenfor og udenfor cellen. At kaste lys over hvordan den normale fysiologiske ubalance, som er en forudsætning for normal cellefunktion, forstyrres. For når det sker, er konsekvenserne store. Jeg forsker især i pumpens helt basale mekanismer. Ved at forstå dem bedre kan vi forhåbentlig også opnå større indsigt i, hvorfor fejl i pumpen fører til nogle sjældne men meget alvorlige neurologiske sygdomme, og på længere sigt vil denne viden muligvis kunne bruges i forståelse af mere udbredte sygdomme såsom demens eller migræne.”

Hanne Poulsen kan med sit fellowship i ryggen dykke ned i cellens indre i de næste fem år. Samtidig får hun mulighed for at samle en forskningsgruppe af dygtige og lovende forskere omkring sig, som skal medvirke i forskningsprojektet. Arbejdet vil foregå på Aarhus Universitet, som i sin tid husede den forskning i natrium-kalium-pumpen, der indbragte professor Jens Christian Skou en Nobelpris i kemi.

Hanne Poulsen er glad og stolt over at kunne fortsætte sit molekylærbiologiske arbejde med et fellowship i ryggen:

- “For mig er det et stort privilegium at være med til at forske i et område, som har betydning for udviklingen af alvorlige sygdomme. Og det er et markant skulderklap at gøre det som Lundbeckfond Fellow.”

Den talentfulde forsker forklarer, at der allerede findes lægemidler, som påvirker natrium-kalium-pumpen. Men Hanne Poulsen mener, at den eksisterende medicin kan blive endnu mere effektiv:

- ”Med mere grundlæggende viden om pumpens funktioner håber jeg på, at vi bliver bedre til at målrette udviklingen af nye former for medicin til sygdomme, hvor man i dag har et begrænset arsenal at tage af. I første omgang vil jeg og min gruppe fokusere på arbejdet med de mere sjældne sygdomme, der især rammer helt små børn, men fremadrettet håber jeg på, at de resultater, vi opnår, også vil kunne anvendes i andre medicinske sammenhænge.”


 

  • Se interview med Hanne Poulsen på YouTube. Video: Jesper Lykkegaard Karlsen og Lundbeckfonden.

Yderligere information

Hanne Poulsen
Institut for Molekylærbiologi og Genetik/DANDRITE
Aarhus Universitet
hp@mbg.au.dk - mobil 3025 4065