Aarhus Universitets segl

Millioner fra Novo Nordisk Fonden til molekylærbiolog

Lektor Gregers Rom Andersen
Molekylærbiologisk Institut
Aarhus Universitet

Lektor Gregers Rom Andersen, Molekylærbiologisk Institut, Aarhus Universitet, har modtaget det prestigefyldte Hallas-Møller stipendium på 11 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden til støtte for projektet: Strukturelle studier af komplement C5 og C5a receptorer med henblik på inhibitor-udvikling.

Projektet stiler mod at udvikle nye stoffer, som kan dæmpe uhensigtsmæssige effekter af immunsystemet under en række inflammatoriske sygdomstilstande.

- Udover at det er en stor ære og en anerkendelse af mit arbejde at modtage Hallas-Møllerstipendiet, giver det mig nu ro til at fordybe mig i min forskning uden at behøve at bekymre mig om at skulle søge fondsmidler hele tiden, udtaler Gregers Rom Andersen.

- Derudover bliver man også delvist "fredet" for administration og undervisning, mens man har stipendiet, således at man kan hellige sig forskningen fuldt ud, afslutter G.R. Andersen.

Novo Nordisk Fonden uddeler to Hallas-Møller stipendier pr. år, der dækker driftsmidler samt egen løn. Stipendiet, der løber over fem år, tildeles seniorforskere inden for læge- og naturvidenskab, fortrinsvis inden for biomedicinsk forskning, klinisk forskning og biologisk grundforskning.

Yderligere oplysninger

For yderligere oplysninger kontakt lektor Gregers Rom Andersen, Molekylær Biologisk Institut, Aarhus Universitet, tlf. 8942 5024, fax 86123 178, email: gra@mb.au.dk.