Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Mindeord om seniorforsker Mogens Duch (1958-2016)

Mogens Duch, seniorforsker ved Institut for Molekylærbiologi og Genetik, døde pludselig fredag d. 20. maj 2016, 58 år gammel.

23.05.2016 | Lisbeth Heilesen

Mogens Duch

Mogens voksede op i Ejstrupholm i Vestjylland og fik sin studentereksamen fra Ikast Gymnasium, før han kom til Aarhus for at studere biologi. Han var en højst motiveret og meget fordomsfri studerende. Efter sin bacheloreksamen tog han til Ecuador med en gruppe biologistuderende i en periode, hvorefter han kom tilbage og arbejdede i en børnehave og vuggestue, før han igen vendte tilbage til studierne for at begynde sit specialeprojekt hos Finn Skou Pedersen.

Som en del af dette projekt implementerede Mogens en Polymerase Chain Reaction (PCR) metode, som var en ny teknik på dette tidspunkt, og han demonstrerede sin umættelige iværksætteri ved at designe en PCR-maskine, der blev sat i produktion omkring 1988-1989.

Da han fik sin ph.d.-grad i 1995 fortsatte han innovationssporet med sin mangeårige ansættelse som innovationskoordinator ved instituttet. Derudover var Mogens Duch i en periode forskningsleder og medstifter af en spin-out virksomhed RetroVec (2004) og senere medstifter af Skau Vaccines (2007) og Enfutech (2007).

Han var opfinder på mange patenter, og han havde usædvanlige evner for som akademiker at være interesseret i og have flair for at udarbejde patenter. Hans opfindsomme tankegang skabte en konstant strøm af ideer til nye projekter, der kunne holde folk omkring ham travlt beskæftigede.

Mogens havde en fantastisk evne til at huske data og tal fra videnskabelige artikler, og hans store viden gjorde ham en formidabel diskussionspartner, altid fuld af entusiasme og humor.

Mogens var på alle måder en meget ansvarlig og imødekommende person, hvad enten det gjaldt hans forskningsarbejde eller som daglig leder af sikkerhedsorganisationen.

Vores tanker går til hans tre børn, der har mistet en fantastisk far.

Vi har mistet en god ven og kollega.

Professor Finn Skou Pedersen
Institut for Molekylærbiologi og Genetik, Aarhus Universitet

Navne