Aarhus Universitets segl

Pris for forskning i kalciumpumpens betydning for hjertet

Erhvervspostdoc Anne-Marie Lund Winther, Institut for Molekylærbiologi og Genetik, Aarhus Universitet modtager L’Oréals og UNESCO’s For Women in Science-prisen for sin forskning i kalciumbalancens betydning for muskelsammentrækninger – med særligt henblik på hjertet.

De tre prismodtagere med Kirke- og Ligestillingsminister Manu Sareen, fra venstre: Signe Normand, Alicia Lundby og Anne-Marie Lund Winther (Foto: L’Oréal)
Anne-Marie Lund Winther (Foto: Stine Heilman, L’Oréal)

Livsvigtigt samarbejde på mikroskopisk plan

I kroppens celler findes det vigtige protein, Kalcium ATPasen, som medvirker til at opretholde den rette kalciumbalance i cellerne. Denne funktion er særligt vigtig i hjertet, hvor den regulerer muskelafslapning efter en sammentrækning. Kalcium ATPasen regulerer balancen i samarbejde med et andet protein, og hvis der opstår uligevægt mellem disse proteiner, kan det have en negativ indflydelse på sammentrækningen og den efterfølgende afslapning af hjertemusklen. Dette kan føre til forringet blodtransport rundt i kroppen eller i værste fald hjertesvigt.

Et fantastisk sammentræf

Det var nærmest et tilfælde, at Anne-Marie Lund Winther opdagede den forbløffende sammenhæng mellem proteinet Kalcium ATPasen og kalciumbalancen i cellerne. Hun var i gang med at undersøge interaktionen mellem Kalcium ATPasen og et hæmmende molekyle, men opdagede i stedet, hvordan proteinet Kalcium ATPasen arbejder sammen med et andet protein, Sarcolipin (et regulerende peptid) som findes i muskelceller, og som justerer effekten af Kalcium ATPasens optagelse af kalcium.

Den såkaldte kalciumpumpe regulerer kalciumniveauet i cellerne ved at transportere kalcium-ionerne ud af cellerne efter en muskelsammentrækning og er derfor med til at bestemme, hvor hurtigt musklen afslappes igen. Det er derfor vigtigt at vide, hvordan proteinerne arbejder sammen, så man ved ubalance kan styre forholdet mellem dem. Opdagelsen af samspillet mellem proteinerne kan forhåbentlig være med til at udvikle lægemidler, som kan behandle forskellige hjertelidelser.

Anne-Marie Lund Winther har vha. røntgenkrystallografi konstrueret små proteinkrystaller, som beskydes med røntgenstråling. De fremkomne data kan bruges til at fremstille 3D-modeller, som undersøges nærmere. Proteinerne er nemlig så små, at de end ikke kan ses i et mikroskop.

I den nærmeste fremtid skal der forskes videre i, hvilke stoffer der modificerer den beskrevne kalciumtransport ved blandt andet at ændre på interaktionen mellem Kalcium ATPasen og Sarcolipin, og de 110.000 skal bl.a. bruges til at købe nyt udstyr for, fortæller prismodtageren.

L’Oréal, UNESCO og Videnskabernes Selskab hædrer unge kvinder i forskning

Den 15. januar 2014 fik tre forskere – heraf to fra AU – den fornemme pris, For Women in Science ved en ceremoni hos Videnskabernes Selskab. Prisen er indstiftet af L’Oréal og UNESCO og har bl.a. til formål at få de gode rollemodeller blandt kvinder i naturvidenskabelig forskning frem i lyset samt at få flere kvinder ind på naturvidenskabelige fag. I 2013 uddeles L’Oréal-UNESCO legaterne til tre kvinder i Danmark for 7. gang. Sammen med æren følger en pris på 110.000 kroner.


Kontakt

Anne-Marie Lund Winther
Institut for Molekylærbiologi og Genetik,
Aarhus Universitet, mail: amlj@mb.au.dk