Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Vores gode kollega Peter Andreasen er død

Professor Peter Andreasen døde tirsdag d. 15. november 2016 i en alder af 68 år.

18.11.2016 | Lisbeth Heilesen

Peter Andreasen

Peter Andreasen var aktiv indtil få måneder før sin død med at færdiggøre videnskabelige arbejder og vejlede sin sidste studerende, men de sidste par måneder tabte han kampen til kræften  - en sygdom som han havde viet det meste af sin videnskabelige karriere til at forstå.

Peter blev uddannet som kandidat i biokemi fra Københavns Universitet i 1974, hvorfra han også modtog doktorgraden i 1984. Peter havde en række ansættelser i København i perioden fra 1974 til 1989. Han var  ansat ved flere forskellige institutter tilknyttet Københavns Universitet, herunder Finsenlaboratoriet, hvor han skabte grundlaget for sin fortsatte forskningskarriere. I samme periode var Peter postdoc på University of Leeds og var desuden på et forskningsophold ved University of Heidelberg. I 1989 søgte og fik Peter et lektorat på Institut for Molekylærbiologi og Genetik, Aarhus Universitet og blev i 2010 professor samme sted.

Gennem det meste af sin forskerkarriere har Peter fokuseret på proteinnedbrydende enzymer (proteaser) og deres rolle i forbindelse med kræftsygdom hos mennesker og i det fibrinolytiske system, som varetager nedbrydningen af blodpropper. Peter har især studeret uPA (proteasen urokinase-type plasminiogen activator) og PAI-1 (dens naturlige hæmmer) og har bidraget væsentligt til forstå deres betydning for cancercellers evne til at danne metastaser. Organisationen American Society for Clinical Oncology anbefaler nu målinger af disse komponenter ved vurdering af brystkræftpatienters prognose. Det primære sigte med arbejdet i Peters laboratorium har været at forstå detaljerne i de molekylære mekanismer bag disse processer. Derfor har Peter bl.a. etableret en række biofysiske teknologier, som sidenhen er kommet mange forskergrupper på instituttet til gode.

I en alder af 62 år lagde Peter ekstra dimensioner til sin forskning ved at etablere og gå i spidsen for et Dansk-Kinesisk Center for Proteaser og Kræft, som blev støttet af Danmarks Grundforskningsfond. Gennem dette samarbejde, som involverede ekstensive udvekslinger af personale, herunder Peter selv, lykkedes det at tilvejebringe værdifuld, strukturel information om proteasernes binding til deres respektive substrater og inhibitorer. Ikke nok med at Peter tiltrak et grundforskningscenter, men i samme periode tiltrak han også store bevillinger fra de nationale forskningsråd. Dette må i særdeleshed siges at være en imponerende slutspurt på en i forvejen meget stærk forskningsindsats. Det er således ikke overraskende, at Peter er den forsker på instituttet, der er blevet citeret hyppigst af andre forskere. Mere end 14.000 videnskabelige artikler har henvist til Peters videnskabelige publikationer.

Peter var meget stolt af molekylærbiologiens rolle i forbindelse med at forstå og behandle kræft. Vi husker at han mange gange har fremhævet ”Lægerne siger de har løst kræftens gåde. Det passer ikke, det var molekylærbiologerne”. Peter har, ud over sin egen forskning, også haft indflydelse på kræftforskningen i Danmark, da han i mange år var medlem af Kræftens Bekæmpelses Videnskabelige Udvalg, der uddeler forskningsmidler.

Et forbilledligt særkende for Peter var hans optagethed af god videnskabelig praksis. Længe før der kom fokus på videnskabelig redelighed, har Peter været optaget af, at der ikke skulle skæres hjørner i det videnskabelige arbejde, og at man kun publicerede, når man var helt sikker på sine resultater. En fantastisk rollemodel for de mange folk, der har været gennem hans laboratorium.

Peter efterlader sin kæreste, Birgitte, samt to døtre og børnebørn.

Vi har mistet en højt værdsat og respekteret kollega.

Æret være hans minde.

Erik Østergaard Jensen
Institutleder

Navne