REFFICO

Robuste og effektive malkekøer - REFFICO

  • Bevillingsgiver: GUDP
  • AU Projektleder: Mogens Sandø Lund
  • Samarbejdspartnere: VikingGenetics, Nordisk avlsværdivurdering – NAV, Institut for Husdyrvidenskab, SEGES kvæg.
  • Projektperiode: 01.01.2015-31.12.2018
  • Bevilling: 14.989.880 DKK

Projektbeskrivelse:

Vi vil udvikle og implementere et avlsredskab, der forbedrer fodereffektiviteten i danske malkekvæg. Foderudgifter udgør 70% af de variable omkostninger, og er dermed den største variable udgift for kvæglandmanden. Selv små forbedringer af fodereffektiviteten hos kvæg vil derfor have stor indflydelse på landmandens økonomi. Samtidig vil højere fodereffektivitet betyde mindre metanudledning, som vil være givtigt for miljøet. Genetisk selektion er et stærkt redskab i forhold til at forbedre kvantitative egenskaber som fx fodereffektivitet, da det er kumulativt og vedblivende.

En kos gener har samme effekt hver dag og effekten nedarves til næste generation. I dette projekt vil vi udvikle og implementere et selektionsværktøj, der gør  det muligt at udvælge køer, som er mere fodereffektive og miljøvenlige. Det gøres ved at anvende data fra forsøgsgårde og kommercielle gårde.

Værktøjet bliver udviklet således at både information fra direkte registreringer om foderoptagelse og registreringer fra indikatoregenskaber såsom mælk, udånding, aktivitet og blod indgår som informationskilde. Samtidig udvikles nye biometriske metoder, der kan håndtere denne type data, ligesom den økonomiske værdi af egenskaben og dermed merudbyttet for landmanden kvantificeres. Overordnet set vil projektet bidrage til en mere ressourceeffektiv fødevaresektor, reducere udledningen af drivhusgasser, øge nordisk avls globale konkurrenceevne og manifestere dets forspring indenfor helhedsorienteret avl.