Samarbejde

QGG har en lang tradition for at samarbejde med partnere i både ind- og udland. Vores forskere og studerende er derfor vant til at navigere med mange forskellige interessenter, brancher og nationaliteter, og vores seniorforskere har stor erfaring i at lede projekter med flere partnere.

Vores forskningsaktiviteter er i høj grad organiseret i fællesprojekter med en eller flere deltagere. Deltagerne er ofte danske virksomheder eller brancheorganisationer indenfor avls- og forædlingsindustrien. Mange af vores projekter har derfor et klart anvendelsesorienteret sigte. Eksempler på sådanne projekter kan ses under menupunktet Projekter her på hjemmesiden. Udover erhvervspartnerne samarbejder vi også i høj grad med andre institutter på Aarhus Universitet samt andre danske og udenlandske universiteter.

Vores uddannelsesaktiviteter foregår også i samarbejde med universiteter og forskningsinstitutioner i hele verden, og det afspejles i en høj andel af udenlandske ph.d.-studerende, postdocs og gæsteforskere ved QGG. Undervisningen og vejledningen på bachelor- og kandidatniveau bliver fortrinsvis koordineret med andre institutter på Aarhus Universitet samt Københavns Universitet. På ph.d.-niveau har vores uddannelse imidlertid et mere internationalt sigte og sker primært i samarbejde med udenlandske universiteter. Det kan eksempelvis være i form af såkaldte ’double degree’ ph.d.-studerende, der er indskrevet ved og får en grad fra to universiteter: Aarhus Universitet samt et udenlandsk universitet. Derudover har vi også en lang tradition for at arbejde sammen med private virksomheder om uddannelsen af Erhvervsforskere – både i form af ph.d.-studerende og postdocs.