Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

AU-baseret biotekfirma henter 450 mio. kr. fra internationale fonde

Forskning fra Aarhus Universitet har udviklet sig til firmaet Muna Therapeutics, som netop har fået én af danmarkshistoriens største biotek-investeringer. Firmaet henter knap en halv milliard fra internationale fonde til at udvikle lægemidler mod demenssygdomme.

11.08.2021 | LINE RØNN

Fra venstre: Lektor Simon Glerup, adjunkt Camilla Gustafsen, postdoc Joachim Vilstrup, lektor Peder Madsen og lektor Sune Skeldal - alle fra Aarhus Universitet - står bag biotek-virksomheden Muna Therapeutics, der har skaffet 450 millioner kroner fra store internationale investeringsfonde. Forskningen fra Simon Glerups gruppe på Institut for Biomedicin kredser især om frontotemporal demens og proteinet progranulin. Foto: Muna Therapeutics

Mens hele verden håber på forskning, der kan bremse udviklingen af demenssygdomme, har Aarhus Universitet fostret en ambitiøs bioteknologi på området.

Biotekfirmaet Muna Therapeutics, som udspringer af forskning på Institut for Biomedicin, har netop hentet 60 mio. euro, svarende til 450 mio. kr., fra en række internationale fonde. Investeringen går til at udvikle firmaets lægemidler mod sygdomme som Alzheimers, Parkinsons og frontotemporal demens.

Én af virksomhedens fem stiftere fra Aarhus Universitet er lektor Sune Skeldal. Han indsendte for kun to et halvt år siden en ansøgning om 500.000 kr. til Novo Nordisk Fonden fra Institut for Biomedicin – i dag har virksomheden modtaget knap en halv milliard fra store internationale fonde.

”Det er fantastisk, at vi har flyttet os så hurtigt og eksplosivt. De nye investorer blåstempler det arbejde, vi har lavet på Aarhus Universitet gennem de seneste år. Det betyder, at der virkelig er nogen, der tror på, at vi kan løse opgaven. At den forskning, vi laver på Aarhus Universitet, kan bruges i behandlingen af demenssygdomme. Det giver et stort skub fremad,” siger han.

Muna Therapeutics blev etableret i 2020 af lektor Simon Glerup og hans team fra Aarhus Universitet med Novo Holdings som investor. Muna er siden fusioneret med belgiske K5 Therapeutics, som er stiftet af den belgiske professor Bart De Strooper.

Muna Therapeutics udvikler små molekyler, som kan reparere dysfunktion i hjernens nerveceller og på den måde bremse forskellige former for demens. Aarhus-laboratoriet bidrager især med forskning i proteinet progranulin, da en defekt i netop det protein giver høj risiko for at udvikle frontotemporal demens - den mest udbredte form for demens hos folk under 64 år.

Tror på at virksomheden rammer bulls-eye

Forskerholdet drømmer om at udvikle lægemidler på et marked, hvor der ikke er kommet afgørende ny medicin i mange år, selv om laboratorier verden over arbejder på det. Alligevel tror Sune Skeldal på, at Muna Therapeutics vil lykkes med at fremstille den eftertragtede pille, som kan påvirke processer i nervesystemet og derved behandle demenssygdomme.

”Vi har fået verdens bedste forskerhold på benene i Aarhus, Belgien og snart København. Vi komplementer hinanden rigtig godt i diverse teknikker. Derfor tror jeg på, vi rammer bulls-eye - at vi finder det protein eller den sti, som vi kan ramme med det helt rigtige lægemiddel,” siger han.

Forskningen i Muna Therapeutics udspringer fra lektor Simon Glerups gruppe på Aarhus Universitet og fra professor Bart De Stroopers gruppe i Leuven, Belgien.

Simon Glerup har flere succesfulde biotekselskaber på cv’et, og belgiske Bart De Strooper modtog i 2018 Lundbeckfondens prestigefyldte The Brain Prize, verdens største hjerneforskningspris, for sine højt specialiserede studier af Alzheimers og andre demenssygdomme.

Ejerkredsen bag Muna Therapeutics består blandt andre af de fem stiftere fra Aarhus Universitet Lektor Simon Glerupadjunkt Camilla Gustafsenpostdoc Joachim Vilstruplektor Peder Madsen og lektor Sune Skeldal. Den tæller også virksomhedens COO Anders Hindby og flere investeringsfonde, hvoraf de største er Novo Holdings, Sofinnova Partners og LSP Dementia.

Muna Therapeutics har endnu ikke opbygget hele det interne hold af forskere og benytter sig af kontraktforskning i udlandet. Derfor er der indgået et strategisk samarbejde med den italienske life sciencevirksomhed Axxam SpA, som også har en aktieandel. Axxam laver primært cellebiologi og indgår som partner-researchvirksomhed.

Forskningen i virksomheden er stadig på et præklinisk stadie, men drømmen er, at man inden for en overskuelig årrække står med et molekyle, som kan bruges i de første kliniske forsøg – altså testes på mennesker, fortæller postdoc Joachim Vilstrup, der er leder af Muna Therapeutics proteinkemi-hold.

Han tøver ikke med at kalde Muna en pioner inden for området.

”Vi er verdensmestre i den biologi, vi laver. Vi har en utrolig god platform, som kan pege på nye sygdomsrelevante proteiner, og et dygtigt medicinalkemisk hold. Ledelsen i Muna er topprofessionel og består af tidligere pharma- og biotekentreprenører. Tilsammen har det muliggjort, at vi kan gå fra universitetsforskning på et meget tidligt stadie til at rejse 60 millioner euro med et internationalt syndikat af investorer i verdensklasse,” siger han.

”Hvis jeg skal drømme stort, så får vi inden for en overskuelig årrække medicin på markedet, der gavner patienter med de forskellige typer for demens. Det er mit drømmescenarie.”

Vigtigt med tillid til forskerne

Institutleder Thomas G. Jensen fra Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet er glad for, at arbejdet i laboratoriet i den grad får luft under vingerne:

”Det er fantastisk, når universitetets forskning kan anvendes til at udvikle behandling af alvorlige sygdomme. Munas udvikling viser, hvor vigtigt det er, at man har tillid til forskerne og giver dem frihed til at forfølge deres mål,” siger han.

Forskerne bag virksomheden er stadig engageret på Aarhus Universitet, men skal også lægge arbejdstid i Muna Therapeutics.

”Det er imponerende, at dygtige forskere på instituttet også er gode til at få succes med startup-virksomheder. Men det fortæller også noget om forskningsmiljøet, at det kan rumme den slags aktiviteter,” siger Thomas G. Jensen.

Forskerne har lavet en licensaftale med Aarhus Universitet – det betyder groft sagt, at teknologien udspringer fra AU og at universitetet skal have en procentdel af overskuddet, hvis projektet lykkes. Aarhus Universitet er ikke en del af ejerkredsen. 


Fakta: Muna Therapeutics

  • Muna Therapeutics er et privat biofarmaceutisk firma grundlagt i 2020 med baser i Aarhus, København og Leuven, Belgien.
  • Muna Therapeutics udvikler medicin, der skal bremse eller stoppe neurodegenerative sygdomme som Alzheimers og Parkinsons. Det er lidelser, som påvirker hukommelse, bevægelse, sprog, adfærd og personlighed.
  • Antallet af patienter med neurodegenerative sygdomme stiger i takt med, at verdens befolkning bliver ældre. Der findes kun få lindrende og ingen hellbredende behandlinger. Målet for Muna Therapeutics er at udvikle medicin, der ved hjælp af små molekyler kan reparere dysfunktion i hjernens nerveceller og dæmpe neuroinflammation -  og på den måde bremse forskellige former for demens. 
  • Virksomheden har i sommeren 2021 hentet en investering på 60 mio. euro, svarende til 450 mio. kr., fra en række internationale fonde, som skal bruges til at udvikle selskabets lægemiddelkandidater. Investorerne er: Novo Holdings, Sofinnova Partners, LSP Dementia Fund, Droia Ventures, Polaris Partners, Polaris Innovation Fund, Sanofi Ventures og V-Bio Ventures.
  • Muna Therapeutics ledes af CEO Rita Balice-Gordon, COO Anders Hinsby og Chief Development Officer Jakob Busch-Petersen.
  • Morten Graugaard Døssing er bestyrelsesformand – se hele bestyrelsen her: Board of Directors – Muna Therapeutics

Læs mere på https://munatherapeutics.com/


Kontakt:

Lektor og ph.d. Sune Skeldal
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Mobil: 26 39 86 02
Mail: suns@biomed.au.dk

Postdoc. Joachim Vilstrup
Aarhus Universitet, Institut for Molekylærbiologi og Genetik
Mobil: 60 17 42 77
Mail: jpv@mbg.au.dk

Bevilling