Aarhus Universitets segl

Oskar Franch: DNA-baserede nanoredskaber til effektiv diagnose og målrettet behandling af sygdomme

Ph.d.-forsvar, tirsdag den 18. december 2018. Oskar Franch.

Oskar Franch.
Billedet til venstre viser en DNA nanostruktur, som ligner en blomst. Billedet til højre viser faktiske blomster, som er inkluderet for at illustrere ligheden mellem disse. DNA nano-blomsten er en af de strukturer Oskar Franch har arbejdet med i løbet af sin Ph.D. og har vist potentiale som bærer af medicin ved målrettet behandling af makrophager, der er inficeret med en parasit.

Vores arvemasse er lagret som DNA, hvor to DNA-strenge kombineres til lange tråd-lignende strukturer ud fra et stringent basepar-system. Udover at organisere vores DNA kan dette basepar-system bruges til at designe DNA nanoredskaber.

I løbet af sit ph.d.-studium har cand.sient. Oskar Franch forsket i at bruge DNA til at designe nanosensorer og andre avancerede DNA strukturer. DNA nanosensorer kan benyttes til at kortlægge enzymaktivitet i vores celler. Ved at måle aktiviteten af specifikke enzymer, der ikke er tilstede i raske celler, har Oskar Franch bidraget til at udvikle tre DNA nanoredskaber til diagnose af henholdsvis HIV, tuberkulose og malaria. Endvidere har det været muligt at udvikle en DNA nanosensor til at måle aktiviteten af et af de enzymer, man sigter efter i behandling af kræft. Derved kan DNA nanosensorerne muligvis benyttes som et element i personaliseret kræft behandling, foruden til diagnose af HIV, tuberkulose og malaria.

Udover udviklingen af DNA nanosensorer har Oskar Franch bidraget til at udvikle og undersøge to avancerede DNA strukturer, der ligner et nano-bur og en nano-blomst. Disse strukturer kan muligvis benyttes i en målrettet behandling af forskellige sygdomme, hvor buret og blomsten kan bruges til udelukkende at ramme de celler, der er årsagen til sygdommen. Denne form for målrettet behandling har potentiale til at forbedre behandlingen af sygdomme ved at mindske medicinske bivirkninger, forkorte behandlingsforløbet og endda undgå udvikling af resistens mod den medicin, der benyttes i behandlingen.

Ph.d.-studiet er gennemført i et samarbejde mellem Institut for Molekylærbiologi og Genetik (MBG) og Interdisciplinært Nanoscience Center (iNANO), Science and Technology, Aarhus Universitet.

Dette resumé er udarbejdet af den ph.d.-studerende.

Tid: Tirsdag den 18. december 2018, kl. 13:00
Sted: Bygning 1532, lokale 116, Auditorium G1, Institut for Matematik, Aarhus Universitet, Ny Munkegade 118, 8000 Aarhus C
Afhandlingens titel: Detection of Enzymatic Activity and Drug Delivery using DNA
Kontaktinfo: Oskar Franch, e-mail: of@mbg.au.dk, tlf.: +45 51532904
Bedømmelsesudvalg:
Professor Rafael Balana Fouce, Department of Biomedical Sciences, University of León, Spain
Lektor Martin Dufva, Department of Micro- and Nanotechnology, Danmarks Tekniske Universitet
Seniorforsker Jan Trige Rasmussen, Institut for Molekylær Biologi og Genetik, Aarhus Universitet (formand)
Hovedvejleder:
Lektor Birgitta R. Knudsen, Institut for Molekylær Biologi og Genetik, Aarhus Universitet
Sprog: Ph.d.-afhandlingen forsvares på engelsk

Forsvaret er offentligt.

Afhandlingen ligger til gennemsyn hos Graduate School of Science and Technology/GSST, Ny Munkegade 120, bygning 1520 and 1521, 8000 Aarhus C.