Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Gulerødder skal farve fremtidens fødevarer

En række syntetiske farvestoffer i fødevarer har vist sig at kunne have uønskede bivirkninger hos specielt børn. Siden 2010 har EU krævet, at udvalgte syntetiske farvestoffer mærkes, og der er på verdensplan en stor efterspørgsel efter naturlige fødevarefarver. Projektet NEWPLAN skal over de næste fire år udvikle metoder, der kan udvinde farvestof af sorte gulerødder. Innovationsfonden investerer godt 12 mio. i projektet med en bevilling til Henrik Brinch-Pedersen.

15.01.2015 | Lisbeth Heilesen

Henrik Brinch-Pedersen har fået en bevilling fra Innovationsfonden på 12,3 mio. kr. til at udvikle metoder, der kan fremskaffe større mængder af naturlige farvestofer i sorte gulerødder. Foto: Charlotte Hamann Knudsen.

For at imødekomme den stigende efterspørgsel efter naturlige farvestoffer i fødevarer vil forskerholdet forsøge at øge mængden af det naturlige farvestof anthocyanin i sorte gulerødder. Foto: Bjarne Jørnsgaard, Chr Hansen.

Henrik Brinch-Pedersens og hans kolleger starter nu projektet NEWPLAN: New Plant Breeding Technologies (NPBTs) for Bio-Sustainable Production of Natural Colors in Black Carrot. Sammen med andre forskere fra Danmark og USA vil de udvikle metoder, der kan fremskaffe større mængder af det naturlige farvestof anthocyanin, der findes i sorte gulerødder (Daucus carota sativus var. Atrorubens).

- Indtil nu har den traditionelle forædlingsproces for at øge anthocyaninindholdet været meget langsom, og den har kun givet begrænset udbytte. Vores viden om, hvordan stoffet skabes i de sorte gulerødder, er sparsom, men studier viser, at syntesen i høj grad reguleres af faktorer på celleniveau. Herfra reguleres, hvor meget farvestof der skabes i gulerodens gener, fortæller Henrik Brinch-Pedersen fra Aarhus Universitets Sektion for Afgrødegenetik og Bioteknologi i Flakkebjerg. Han er projektleder i NEWPLAN og ser et stor potentiale i det nye projekt.

Forskernes mål er at finde alternativer til traditionel forædling og konventionel GMO og udvikle ny planteforædlingsteknologi, NPBT. Projektet skal afdække de genetiske nøglekomponenter i anthocyaninsyntesen i sorte gulerødder for at bygge en omfattende NPBT-platform og bruge den til at accelerere produktionen af anthocyanin.

- Vi vil, kort sagt, aflure gulerøddernes produktionshemmeligheder og forbedre dem. Vi håber dermed at kunne skabe et alternativ til den syntetiske farve, forklarer Henrik Brinch-Pedersen.

Med NPBTs vil man regulere gulerøddernes produktion af farvestoffet på måder, som ikke adskiller sig fra ændringer indført ved konventionel forædling eller fysisk/kemisk mutation og uden uønskede sidemutationer. Dette har stor betydning, idet NPBT-planter dermed forventes at blive lempeligere regulerede eller helt deregulerede i forhold til traditionelt genmodificerede planter.

Udover Aarhus Universitet, Flakkebjerg, deltager Københavns Universitet, Naturhistorisk Museum (prof. Tom Gilbert), University of Wisconsin, Dept. Hort., USDA ARS, Vegetable Crops Res. Unit (prof. Phil Simon), University of Minnesota, Dept. of Genetics, Cell Biology and Development (prof. Dan Voytas) og virksomheden Chr. Hansen A/S.

Budget: 20.1 mio. kr.

Innovationsfondens investering: 12.3 mio. kr.

Varighed: 4 år


Kontaktoplysninger

Lektor Henrik Brinch-Pedersen
Institut for Molekylærbiologi og Genetik
Aarhus Universitet
e-mail: hbp@mbg.au.dk, tlf. 8715 8268

Bevilling, Videnudveksling