Kjeld Marcker blev født i Nyborg, hvor han også blev student. Han startede efterfølgende på biokemistudiet sammen med ni medstuderende ved Københavns Universitets Naturvidenskabelige Fakultet. Kun to studerende fuldførte, og således tog Kjeld Marcker en magisterkonferens i 1958 sammen med Peter Olesen Larsen. Efter magisterkonferensen fik Kjeld Marcker arbejde ved universitetets Fysisk-Kemisk Institut på Københavns Universitet, indtil man i 1961 oprettede en biokemisk afdeling på Københavns Tandlægehøjskole, hvor Kjeld Marcker fik en adjunktstilling.

På eget initiativ fik Kjeld Marcker i 1963 mulighed for at arbejde hos professor F. Sanger, der havde fået nobelprisen i 1958. Opholdet hos professor F. Sanger fra Medical Research Council Laboratory of Molecular Biology, Cambridge, England, varede til 1970 og fik en skelsættende betydning for Kjeld Marckers forskningskarriere. Allerede året efter sin ankomst til Cambridge publicerede Kjeld Marcker sammen med Sanger en iagttagelse, der på overraskende måde viste, at proteinsyntesens initiering afhang af en helt anden mekanisme end forventet, idet alle proteiner syntetiseres ved hjælp en helt speciel methionin initiator-tRNA. De to forskeres resultater vakte international opmærksomhed, og Marcker og Sanger kan derfor tilskrives æren for at have afdækket den mest basale mekanisme bag initieringen af en af biologiens vigtigste processer.

Kjeld Marcker forskede videre i emnet sammen med den britiskfødte Brian F. C. Clark. Tiden i Cambridge gav således Kjeld Marcker en plads i forskningseliten, men ambitionerne om professorat og eget institut fik Kjeld Marcker til at tage imod et tilbud foranlediget af professor Niels Ole Kjeldgaard om et professorat i biokemi ved et nystartet Institut for Biokemi ved Aarhus Universitet. Dette institut blev dog straks fra fødslen slået sammen med Institut for Molekylærbiologi, som Niels Ole Kjeldgaard havde været med til at starte i 1968. Kjeld Marcker blev således professor ved Institut for Molekylærbiologi i 1970. Også Brian Clark søgte på Marckers opfordring til Aarhus, hvor han kort efter blev tildelt et professorat i biostrukturkemi på Kemisk Institut, som dog efter nogle år blev overflyttet til det Molekylærbiologiske Institut.

I begyndelsen af 1970’erne indså mange molekylærbiologer, at studiet af bakteriers molekylærbiologi ikke længere bød på de samme udfordringer eller finansieringsmuligheder som tidligere. Flere begyndte derfor at forske i mere komplekse organismer som fx pattedyr. Kjeld Marcker og hans forskningsgruppe besluttede sig imidlertid for at kaste sig over et hidtil uopdyrket videnskabeligt felt – planters molekylære biologi, godt hjulpet af en fusionen mellem Plantefysiologisk Institut og Institut for Molekylær Biologi på Aarhus Universitet.

I 1972 publicerede amerikaneren Paul Berg og hans kolleger en artikel, der var med til at lægge grunden for den rekombinante DNA-teknologi (gensplejsning), der åbnede op for muligheden for at ændre en given organisme genetisk. Meget forudseende introducerede Kjeld Marcker denne teknologi på instituttet i slutningen af 1970’erne, som et redskab til af forstå samarbejdet mellem de kvælstofbindende bakterier Rhizobium og bælgplanter. Planterne dannede rodknolde ved infektion med bakterien Rhizobium, og i rodknoldene fandtes et protein ved navn leghæmoglobin. Kjeld Marcker og hans kolleger ønskede at klone genet for dette protein i håbet om at finde ud af, om det evolutionært set var relateret til de animalske globiner. Det havde længe undret Kjeld Marcker, at leghæmoglobinet kun fandtes i plantens rodknolde og ikke i planter generelt. Ved at tage den nye genteknologi i brug, blev Kjeld Marckers forskningsgruppe den første, der klonede og bestemte DNA-sekvensen af genet for leghæmoglobin, hvilket blot var det andet plantegen i hele verden, der var blevet fuldt DNA-sekventeret. Analyserne førte til den interessante konklusion, at plantegenet leghemoglobin var evolutionært beslægtet med de animalske hemoglobinerne.

Kjeld Marcker havde ikke kun blik for den vigtige erkendelsesmæssige grundforskning, men meget tidligt i sin karriere forstod han vigtigheden af at stille sin unikke viden til rådighed for landets bioteknologiske virksomheder. Således fungerede Kjeld Marcker i perioden 1979-1982 som konsulent for Novo i deres bestræbelse på at producere rekombinante proteiner i mikroorganismer til brug for medicin, og han uddannede molekylærbiologiske kandidater, der kunne ansættes i industrien. Kjeld Marcker indledte også tidligt et samarbejde med De danske Sukkerfabrikker med det formål at udvikle sukkerroer med bedre dyrkningsegenskaber.

Kjeld Marcker var særdeles forskningspolitisk aktiv til gavn for hele den molekylærbiologiske/ bioteknologiske forskning i Danmark. Regeringen og forskningsrådene besluttede i 1986 at iværksætte det første bioteknologiske forsknings- og udviklingsprogram (BIOTEK 1), som løb i årene 1987-1990.  Samtidig blev Kjeld Marcker optaget som medlem af Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd, og han blev i kraft af sin faglige ekspertise udpeget som rådets repræsentant i en komite, der varetog fordelingen af de mange millioner af kroner, som var postet i BIOTEK 1 for at fremme den bioteknologiske forskning i landet.  Han var ligeledes involveret i lanceringen af programmets efterfølger, BIOTEK 2.

Forskningsmæssigt blev Kjeld Marcker udmærket med den norske Anders Jahre pris i 1971 og med Novo-prisen i 1973, men dertil kom hans omfattende udvalgsarbejde og medlemskaberne i utallige foreninger, råd og komiteer, såsom Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, Akademiet for de Tekniske Videnskaber og EMBO Council (European Molecular Biology Organization).

Kjeld Marcker var meget aktiv i den offentlige debat omkring anvendelse af gensplejsning, og det glædede ham, at det ret hurtigt blev alment accepteret at bruge genteknologisk fremstillede lægemidler. Men at Danmark og det øvrige EU ikke accepterede brugen af genmodificerede fødevarer forblev et paradoks for ham.

I april 2002 besluttede Kjeld Marcker sig for at gå på en velfortjent pension og hellige sig sin familie og sine mange interesser.

Kjeld Marcker betydning for den molekylærbiologiske forskning i Danmark var enorm, bedst illustreret med et citat fra en yngre kollega i forbindelse med Kjeld Marcker dødsfald:

”Kjeld Marckers indsats for planteforskning og hans stærke kommitment til bioteknologi var af afgørende betydning for udviklingen i erhvervet og for rigtig mange af os unge forskere. Han var i usædvanlig grad i front både med forskning og med nye metoder. Han var i stand til at overbevise politikerne om vigtigheden af denne forskning, og derfor fik han startet de første forskningsprogrammer som, gik på tværs af forskningsmiljøerne. Han tænkte stort”.

Æret være Kjeld Marcker minde

Erik Østergaard Jensen
Institutleder 
Institut for Molekylærbiologi og Genetik
Aarhus Universitet