Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Poul Nissen tildelt EliteForsk-pris

På konferencen EliteForsk uddelte videnskabsminister Helge Sander torsdag den 24. januar 2008 en række EliteForsk-priser inden for tre forskellige kategorier. Ni af priserne går til forskere og ph.d.-studerende fra Aarhus Universitet. Poul Nissen fik en af de syv uddelte EliteForsk-priser.

25.01.2008 | Lisbeth Heilesen

Gruppefoto af AU-prisvinderne:
Fra venstre adjunkt Jørgen Møller, professor Poul Nissen, postdoc Anja Pernille Einholm, professor Leif Østergaard, ph.d.-studerende Jane Skov, ph.d.-studerende Bjarke Hammersholt Roune, adjunkt Thomas Mailund Jensen, ph.d.-studerende Troels Myrup Kristensen, ph.d.-studerende Jimi Lee Truelsen. Yderst til højre står forskningsminister Helge Sander.

EliteForsk-priserne er på 1 million kr. og tildeles fremragende yngre forskere (under 45 år), der er i international særklasse, og som på ekstraordinær vis bidrager til at styrke dansk forskning.

Argumentation for tildeling af prisen til Poul Nissen

Poul Nissens forskning sigter på at forstå, hvordan cellerne håndterer den genetiske information i dna og omsætter den til levende biologi. Målet er at opnå en præcis viden om, hvordan proteiner dannes i højere organismer, og hvordan disse proteiner indvirker i menneskets fysiologi. Den grundviden har stor betydning for fremtidens bekæmpelse af sygdomme, som i stigende grad vil foregå på det molekylære niveau. Hans aktuelle arbejde fokuserer især på ionpumper og en ny klasse neuroreceptorer. Poul Nissen har fået tildelt det netop indviede grundforskningscenter PUMPKIN, der vil give ham enestående mulighed for at udbygge hans succesfulde arbejde omkring ionpumper.

Poul Nissen har en meget omfattende videnskabelig produktion, som er publiceret i internationalt anerkendte og ledende tidsskrifter. Hans artikler har samlet modtaget mere end 4.000 citationer. Samtidig er han yderst engageret i forskeruddannelse og er leder af forskeruddannelsen ved Molekylærbiologisk Institut.

Læs mere om Videnskabsministeriet beskrivelse af Poul Nissens forskning

Foto i høj opløsning

25.1.2008

Offentligheden / Pressen, Institut for Molekylærbiologi og Genetik