AU optrapper virusforskning med millioner fra Carlsbergfondet
Professor Jørgen Kjems fra MBG og iNANO skal i samarbejde med forskere fra Health, KU og Statens Serum Institut og med 25 mio. kr. fra Carlsbergfondet udvikle metoder til diagnostik, behandling og forebyggelse af SARS-CoV-2-infektioner. Målet er samtidig at ruste verden til bedre at kunne modstå fremtidige virusepidemier.
Epidemien med corona-virus strammer lige nu grebet om hele verden, og det haster med at udvikle metoder til at begrænse lignende sygdomsudbrud i fremtiden. Derfor bevilger Carlsbergfondet nu 25 mio. kr. i forskningsstøtte til bekæmpelse af virusepidemier, både den aktuelle og fremtidige.
Bevillingen går til en netop sammensat gruppe med danske protein-, vaccine- og diagnostikforskere fra Aarhus Universitet, Københavns Universitet og Statens Serum Institut.
Opgaven er på kort tid at levere en ny vaccine mod Covid-19 baseret på et lovende, men uprøvet vaccinekoncept. Desuden skal forskergruppen udvikle en diagnostisk test og alternative behandlingsmuligheder på baggrund af nye aptamer-teknologier (se faktaboksen nederst).
Begynder i sikre faciliteter
Selv om Aarhus Universitet fysisk har lukket ned for forskningsaktivitet i laboratorier for at begrænse coronasmitte, bliver der arbejdet på at åbne sikre forskningsfaciliteter – helt ekstraordinært i denne situation – så AU-forskning også kan hjælpe med at løse den verdensomspændende corona-krise.
Professor Jørgen Kjems fra iNANO og Institut for Molekylærbiologi og Genetik leder gruppen af AU-forskere, som deltager i projektet:
”Jeg ser frem til snarest muligt at komme i gang med dette projekt, som er affødt af den alvorlige situation, Danmark står i. Vi går sammen på tværs af mange fagligheder om at løse disse opgaver med helt nye innovative metoder. Selvom vi måske kommer for sent med hensyn til den aktuelle epidemi, er jeg overbevist om, at vi med denne forskningsindsats, står meget stærkere næste gang, virus hærger i verden,” siger han.
Tre værktøjer mangler
Fra AU deltager også professor Søren Riis Paludan fra Institut for Biomedicin. Han forklarer sin gruppes rolle i projektet:
”Vi skal teste antivirale effekter af antistoffer og aptamerer på virus-replikation. Til det formål opsætter vi såkaldte sensitive assays for SARS-CoV2-replikation for at skelne en effektiv behandling fra en mindre effektiv eller ineffektiv behandling.”
Forskningsprojektet sættes i gang ud fra den erkendelse, at der akut mangler mindst tre værktøjer for at få den aktuelle pandemi under kontrol.
Det ene er bedre og enklere tests til at diagnosticere patienter og til at vurdere smittespredning – herunder udviklingen af ”herd immunity” i befolkningen. Det andet er anti-virale lægemidler til specifik behandling af Covid-19-patienter. Og det tredje er naturligvis en vaccine, der kan forebygge sygdommen.
Bevillingen skal forebygge
I lyset af eksperters vurdering af, at der kan komme en anden bølge af epidemien til efteråret, haster det med at sætte ind med forskningsressourcer, som kan forhindre en gentagelse af den alvorlige situation som den, verden står i lige nu. Det udtaler Carlsbergfondets bestyrelsesformand, professor Flemming Besenbacher, i pressemeddelelsen om bevillingen:
”Carlsbergfondet har rykket hurtigt og fået sammensat et hold af de fremmeste danske forskere inden for de relevante fagområder, som kan bidrage til at bekæmpe Corona-virus og sygdommen Covid-19 – både i forhold til den aktuelle pandemi og i fremtiden. Det står nu klart, at vi på flere områder er på hælene i forhold til virus og dets evne til at sprede sig. Og at forberedelser, der kunne have været gjort inden udbruddet, ikke blev gjort. Vi vil gerne være med til at forebygge, at vi havner i en lignende situation igen”.
Forskningsprojektet ledes af professor Ali Salanti fra Københavns Universitet. Professor Jørgen Kjems er gruppeleder ved Aarhus Universitet og professor Michael Theisen er gruppeleder på Statens Serum Institut.
Faktaboks
Jørgen Kjems om aptamerer: ”For at en virus kan overtage styringen af vores celler, skal den passere cellemembranen, og det er netop dette indledende trin i infektionsprocessen, vi vil blokere. Til det formål har vi udviklet en ny type aptamerer, dvs små DNA-lignende molekyler, som kan sammenlignes med antistoffer. De kan designes til specifikt at binde alle proteiner på corona-virussets overflade, hvilket giver forhåbninger om, at medicinen også vil være aktiv mod fremtidige coronavirus.”
Du kan læse Carlsbergfondets pressemeddelelse om bevillingen her.
Kontakt:
Professor Jørgen Kjems,
iNANO og Institut for Molekylærbiologi og Genetik
Mail: jk@mbg.au.dk
Mobil: 2899 2086