Aarhus Universitets segl

Daan van Aalten modtager bevilling til at studere en af de mest invasive patogene svampe

Professor Daan van Aalten har modtaget en bevilling fra Novo Nordisk Fondens Infectious Disease Catalyst Grant-program på 6 mio. kr. Hans arbejde sigter mod at identificere nye muligheder for udvikling af svampedræbende lægemidler.

Daan van Aalten (foto: Lisbeth Heilesen)

Daan van Aaltens projekt Targeting the linchpins of Aspergillus fumigatus cell wall synthesis vil blive udført i samarbejde med medansøger Wenxia Fang fra Guangxi Academy of Sciences. Projektet vil være rettet mod "Achilleshælen" i svampens cellevægssyntese – produktionen af sukkernukleotid-forstadierne UDP-Glc og UDP-GlcNAc – ved at anvende en kombination af genetik, biokemi, strukturbiologi, fragmentbaseret inhibitor-design og syntetisk kemi.

Infektionssygdomme forårsaget af farlige, patogene og invasive svampe, skønnes at være skyld i 2,5 millioner dødsfald om året. Patienter med svækket immunforsvar (f.eks. patienter med kroniske sygdomme som HIV eller diabetes eller patienter, der gennemgår kræft- eller transplantationsbehandlinger) er særligt sårbare over for invasive svampeinfektioner. Men vi ved slet ikke nok om de farlige svampe, og vi har kun et meget begrænset antal behandlinger mod invasive svampe-infektioner i vores arsenal.

Med dette Catalyst Grant-projekt ønsker professor Daan van Aalten at forstå, hvordan de proteiner, der danner UDP-Glc og UDP-GlcNAc, fungerer i en af de mest invasive sygdomsfremkaldende svampe, nemlig Aspergillus fumigatus. “Dette arbejde kan i sidste ende føre til identificeringen af nye muligheder for udvikling af svampedræbende lægemidler,” siger Daan van Aalten.

Infectious Diseases Catalyst Grants er en ny bevillingstype fra Novo Nordisk Fonden, der har til formål at finansiere forskningsprojekter inden for områderne patogene svampe, nye værktøjer til bekæmpelse af antimikrobiel resistens samt udnyttelse af det medfødte immunsystem. Bevillingerne kan være på op til 6 millioner kr. over en periode på tre år for projekter, der involverer en international samarbejdspartner.


Mere information

Professor Daan van Aalten
Institut for Molekylærbiologi og Genetik
Aarhus Universitet
daan@mbg.au.dk

Artiklen er baseret på en nyhedsartikel fra Novo Nordisk Fonden