Flere digitale kompetencer i undervisningen – mød Mads-Peter Christiansen
Siden september har Mads-Peter Verner Christiansen været ansat som akademisk medarbejder med fokus på at udvikle digitale kompetencer i undervisningen ved Institut for Molekylærbiologi og Genetik. Stillingen er finansieret af Novo Nordisk Fondens Pris til Naturvidenskabelige Undervisere og er en del af arbejdet med at opbygge og styrke de digitale kompetencer blandt studerende på den nye bacheloruddannelse i molekylærbiologi og molekylær medicin.
Formålet med stillingen er at understøtte både undervisere og studerende i at arbejde mere systematisk med digitale værktøjer og metoder. Det gælder især integrationen af Python-programmering og JupyterLab i kurserne, men også bredere kompetencer inden for datahåndtering, dataanalyse, bioinformatik og anvendelsen af digitale værktøjer i eksperimentelt arbejde.
Mads-Peter fungerer som bindeled mellem underviserne, de studerende og den tekniske udvikling – og bidrager til, at digitale færdigheder bliver en naturlig del af den faglige progression gennem hele uddannelsen.
En stærk profil i det digitale og naturvidenskabelige krydsfelt
Mads-Peter har en ph.d.-grad i fysik og en stærk profil inden for videnskabelig programmering, dataanalyse, modellering og maskinlæring. Han har erfaring fra både forskning og undervisning blandt andet som postdoc ved Institut for Fysik og Astronomi ved Aarhus Universitet, hvor han udviklede software til avanceret global optimering.
Derudover har han stået for undervisning, workshops og vejledning i programmering, dataanalyse samt computermodelering og maskinlæring både nationalt og internationalt. Denne kombination af tekniske, faglige og pædagogiske kompetencer gør ham særligt velegnet til at understøtte udviklingen af digitale undervisningsaktiviteter på instituttet.
Skal udvikle og støtte digitale undervisningselementer
I praksis kommer Mads-Peter til at arbejde tæt sammen med undervisere og kursusansvarlige på såvel bachelor- som kandidatfag om at udvikle og afprøve konkrete digitale undervisningselementer. Han vil desuden fungere som ressourceperson for studerende, der har brug for ekstra støtte til at komme i gang med programmering og til at anvende digitale metoder i deres studier.
Har du som underviser en idé til, hvordan indlæring af digitale kompetencer kan indgå i dit kursus, eller er du studerende med spørgsmål til programmering og dataanalyse, er du meget velkommen til at kontakte Mads-Peter.
📧 machri@mbg.au.dk
📍 Kontor 1872-360