Forskere kommer tættere på nervecellens “hovedafbryder”
Et lille område i nervecellen spiller en afgørende rolle, når elektriske signaler skal sættes i gang. Nu har forskere fra Aarhus Universitet fået et mere detaljeret billede af, hvordan områdets mikroskopiske stillads er bygget op.
Nerveceller udgør kroppens elektriske kabler. De modtager information og sender elektriske signaler videre til andre nerveceller over lange afstande i kroppen eller i neurale netværk i hjernen.
Men før et elektrisk signal kan sendes afsted, skal det først sættes i gang. Det sker i et særligt område tæt ved begyndelsen af nervecellens lange udløber, axonet. Området kaldes axonets initialsegment, eller AIS, og forsker Josephine Karlsen Dannersø beskriver det som en slags hovedafbryder i nervecellen:
“Det område, vi har kigget på, er en form for hovedafbryder for cellen. Det er der, hvor de elektriske signaler skal starte og udløses, og det er også der, de skal reguleres.”
Men for at “hovedafbryderen” kan fungere, skal en lang række proteiner være organiseret helt ned på nanometerskala. Her spiller proteinet AnkyrinG en vigtig rolle. Det fungerer som en slags organisator, der hjælper med at holde blandt andet ionkanaler og andre membranproteiner på plads i et underliggende protein-stillads. I studiet beskrives AnkyrinG som en central del af det system, der organiserer AIS.
I front for studiet står ph.d. Gülberk Bayraktar og postdoc Josephine Karlsen Dannersø. Forskningen blev udført under deres ph.d.-studier i Poul Nissens forskningsgruppe på Institut for Molekylærbiologi og Genetik ved Aarhus Universitet.
Et stillads, forskerne ikke kunne se ordentligt
Man har siden 2013 vidst, at proteinerne i AIS er organiseret i et meget regelmæssigt mønster. Stilladset gentager sig med cirka 190 nanometers mellemrum, guidet af AnkyrinG.
Problemet var, at de enkelte dele ligger så tæt, at selv avancerede mikroskopimetoder har haft svært ved at skelne dem fra hinanden.
Josephine Karlsen Dannersø beskriver det som et billede, der hidtil har været uklart:
“Man har vidst, at der er de her fine gitre af skeletproteiner, som sidder meget velordnet. Men billedet, man har fået, har altid været en lille smule sløret.”
Forskerne havde blandt andet biologiske grunde til at forvente, at der kunne være to AnkyrinG-molekyler inden for hver af stilladsets gentagne enheder. Men de to molekyler havde været vanskelige at se direkte som et par.
For at komme tættere på stilladsets opbygning brugte forskerne blandt andet en metode, der kaldes ekspansionsmikroskopi.
Og princippet er forholdsvis enkelt at forstå: I stedet for kun at forsøge at få mikroskopet til at se mindre og mindre detaljer, gør forskerne selve prøven større.
“Vi udvider sådan helt bogstaveligt og fysisk prøven,” forklarer Josephine Karlsen Dannersø.
Prøven indlejres i et materiale, der kan udvide sig, så afstanden mellem de enkelte strukturer vokser ligeligt i alle retninger. Josephine sammenligner princippet med en svamp eller en ble, der suger væske til sig og bliver større.
I studiet blev prøverne udvidet omkring 4,5 gange. Det gjorde det muligt at skelne strukturer, som tidligere lå for tæt til at kunne ses tydeligt. Forskerne kombinerede metoden med cryo-elektrontomografi, hvor strukturene kan studeres i et nativt miljø uden kemisk fiksering eller fysisk udvidelse, og supplerende mikroskopi for at undersøge proteinernes organisering på flere måder.
To AnkyrinG-molekyler i hver gentagelse
Det skarpere billede viste, at der faktisk findes to AnkyrinG-molekyler i hver af de cirka 190 nanometer lange enheder.
Forskerne kunne samtidig måle afstanden mellem bestemte ender af de to proteiner til i gennemsnit omkring 80 nanometer. Studiet viser også en vis variation i de proteiner der binder og organiseres af AnkyrinG, så endnu et lag kan beskrives af ”stilladset” af proteiner, som findes flere gange pr 190nm periodicitet.
Det afgørende nye er ifølge Josephine, at organiseringen nu er blevet vist direkte og med fysiske mål:
“Det har aldrig været vist før så direkte med mikroskopi. Tidligere studier har enten indpasset proteiner på de 190nm kendt stillads-periode uden nærmere analyse, eller antaget at de var ”uordnede” indenfor den længedeskala.”
Resultaterne giver dermed et mere detaljeret billede af det molekylære stillads i nervecellens axon initialsegment.
Den nye viden om, hvordan AnkyrinG og dets bindingspartnere er organiseret i nervecellens initialsegment, kan på længere sigt give forskerne et mere præcist udgangspunkt for at undersøge AIS funktion og mekanisme, og hvad der sker, når denne subcellulære struktur er forstyrret.
Ved først at kortlægge, hvordan proteinerne er organiseret i raske nerveceller, bliver det derfor muligt mere præcist at undersøge, hvordan ændringer i strukturen påvirker nervecellernes funktion.
| Vi bestræber os på, at alle vores artikler lever op til Danske Universiteters principper for god forskningskommunikation. På den baggrund er artiklen suppleret med følgende oplysninger: | |
| Finansiering | Lundbeckfonden |
| Samarbejdspartnere. | Valentin Nägerl |
| Læs mere | www.pnas.org/doi/10.1073/pnas.2612539123 |
| Kontakt | Postdoc Josephine K. Dannersø jkd@mbg.au.dk Professor Poul Nissen pn@au.dk |