Gregers Rom Andersen nomineret til "Videnskabens Top 5"
Lektor Gregers Rom Andersen, Molekylærbiologisk Institut, Aarhus Universitet, har fået udvalgt en af sine artikler til at være blandt de fem vigtigste forskningsresultater i Danmark i 2005.
Hvert år udvælger ugebladet Ingeniøren fem videnskabelige artikler, som de mener udgør de bedste forskningsresultater i Danmark. Gregers Rom Andersens artikel ”Exotoxin A-eEF2 complex structure indicates ADP ribosylation by ribosome mimicry”, der blev publiceret i tidsskriftet Nature i august, er blevet valgt til årets ”Videnskabens Top 5”.
Forskerholdet fra Molekylærbiologisk Institut, der ledes af lektor Gregers Rom Andersen, består desuden af adjunkterne René Jørgensen og Thomas Boesen. Forskergruppen har i samarbejde med et canadisk forskerhold opnået banebrydende resultater, der afslører vigtige detaljer om, hvordan giftstoffer (toksiner) fra sygdomsfremkaldende bakterier slår menneskeceller ihjel. Ved hjælp af røntgenstråling har forskerne opnået et billede på atomart niveau af, hvordan toksinet ødelægger sit mål.
De nye resultater kan få stor betydning, da denne type toksiner produceres af en række alvorlige sygdomsfremkaldende bakterier såsom pertussis (der giver kighoste), difteri, kolera, koli og pseudomonas.
For yderligere information kontakt:
Lektor Gregers Rom Andersen, Molekylær Biologisk Institut, Aarhus Universitet, Gustav Wieds Vej 10C, 8000 Århus C, tlf. 8942 5024, mobiltlf. 3025 6646, fax 86123178, email: gra@mb.au.dk, website: http://www.bioxray.dk/research_gra_uk.php
- Læs mere om forskningsresultaterne
- Se TV-udsendelsen: Molekylærbiologer afslører bakteriers giftige hemmelighed - TV2 Østjylland - 17. august 2005
- Ingeniørens ”Top 5”
- Ingeniørens beskrivelse af Gregers Rom Andersens forskning
- Artiklen i Nature