Aarhus Universitets segl

Molekylær medicin: 16 års forskning i immunsystemet giver nu pote

Et forskerteam på Molekylærbiologisk Institut ved Aarhus Universitet ledet af docent Lars Sottrup-Jensen og lektor Gregers Rom Andersen har siden 1992 arbejdet på at bestemme den rumlige opbygning af proteiner fra immunforsvaret. Det er nu lykkes forskerne at bestemme strukturen af et protein, hvilket på sigt bl.a. åbner nye muligheder for at undgå frastødning af transplanterede organer. Dette højdepunkt i gruppens forskning er netop blevet offentliggjort i det højt ansete videnskabelige tidsskrift Nature Immunology.

Forskerne har kortlagt den atomare struktur af et protein kaldet C5 ved hjælp af røntgenstråler. Proteinet C5 er en del af det såkaldte komplementsystem i blodet, der består af mere end 30 proteiner og udgør en central del af vores immunsystem. En vigtig del af komplementsystemet aktiveres ved kløvning af C5-proteinet. Det kløvede protein danner sammen med andre proteiner det celleødelæggende MAC-kompleks, som slår inficerende bakterier ihjel.

MAC komplekset kan desværre også angribe menneskets egne celler. For eksempel skyldes en bestemt sjælden sygdom, hvor de røde blodlegemer går i stykker, fravær af et andet protein på røde blodlegemer, som normalt forhinder dannelse af MAC på blodlegemerne. Et amerikansk firma har for nyligt frigivet et kostbart medikament, et C5-antistof, som blokerer for dannelsen af MAC ved at binde direkte til C5-proteinet. Herved forhindres sygdommen. Patienter, der får transplanteret et organ, kan ligeledes få glæde af den nye forskning, da C5-blokerende stoffer kan dæmpe en del af immunforsvaret, således at man undgår, at det nye organ bliver frastødt.

De nye århusianske resultater kan anvendes til målrettet at udvikle mere effektive og billige stoffer til blokering af C5-proteinet, og for forskergruppen er dette kun begyndelsen. Man arbejder nu videre for at finde nye måder at blokere C5 og andre proteiner fra immunforsvaret til brug for udvikling af nye metoder til sygdomsbehandling.

   

C5

C5-proteinet (1) svæver rundt i blodet, hvor tilstedeværelse af fx bakterier medfører kløvning af proteinet, hvorved en lille del af proteinet (den mørkegrønne) frigøres. Resten af C5 danner sammen med andre proteiner det såkaldte MAC kompleks (2), som ødelægger cellemembraner (3) på bakterier og i uheldige tilfælde menneskets egne celler. Hvis en patient får et antistof (4) som blokerer kløvning af C5-proteinet, kan ødelæggelse af cellerne forhindres.

 

Den videnskabelige artikel kan læses på http://dx.doi.org/10.1038/ni.1625  - eller

http://www.nature.com/ni/journal/vaop/ncurrent/index.html

Se populærvidenskabelig artikel: Den rumlige opbygning af proteiner fra immunforsvaret - Dansk Kemi 6. oktober 2008

Mere information

Lektor Gregers Rom Andersen, Molekylær Biologisk Institut, Aarhus Universitet, Gustav Wieds Vej 10C, 8000 Århus C, tlf. 8942 5024, mobiltlf. 3025 6646, fax 86123178, email: gra@mb.au.dk, website: http://www.bioxray.dk/research_gra_uk.php