Aarhus Universitets segl

Molekylærbiologisk Institut indgår nyt samarbejde med erhvervslivet om mælkeprotein

To universiteter og tre industrivirksomheder har netop dannet et forskningskonsortium som placeres på Aarhus Universitet og Danmarks Tekniske Universitet. Forskningskonsortiet skal forske i og skabe kommerciel udnyttelse af proteiner fra mælk.

Når mejerierne fremstiller deres produkter - som ost, smør, yoghurt m.v. - ud fra køernes mælk bliver der store mængder mælkeproteiner tilovers. Et eksempel er proteinerne i den valle som er et restprodukt i fremstillingen af ost. Der er et stort antal forskellige kendte og ukendte proteiner i disse restprodukter fra mælk.

Forskerne har vished om at mange af disse mælkeproteiner har medicinske  og sundhedsfremmende virkninger. Fx kan nogle mælkeproteiner modvirke vækst af bakterier og virus, andre kan styrke immunsystemet, regulere blodtrykket, binde kolesterol og atter andre kan hindre karies i tænderne. Denne viden har skabt en stigende kommerciel og videnskabelig interesse i disse proteiner.

Det nye Forskningskonsortium for Mælkeproteiner skal øge forskernes viden om mælkeproteiner og forbedre industriens teknikker til at udvinde proteinerne fra mælk og mejeriernes restprodukter. Proteinerne forventes at finde anvendelse i specialiserede fødevarer og i medicinske
produkter.

Aarhus Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, Arla Foods amba, det danske bioteknologifirma Upfront Chromatography A/S, det svenske Semper AB, som producerer modermælkserstatning, og Forskningsrådet har sammen investeret 19 mio. kr. i konsortiet over foreløbig fire år. Leder af konsortiet bliver lektor, lic.scient. Torben Ellebæk Petersen, Molekylærbiologisk Institut, Aarhus Universitet.

Torben Ellebæk Petersen har siden 1992 ledet Laboratorium for Proteinkemi på Aarhus Universitet. Laboratoriet, som har haft fokus på mælkeproteiner, har været drevet i samarbejde med blandt andet Mejeribrugets ForskningsFond. Det er de gode resultater herfra som har banet vejen for det nye konsortium. Dette samarbejde har ført til kendskab og indsigt i flere lovende proteiner - hvoraf et allerede markedsføres. Det har ligeledes ført til adskillige patenter og mere end hundrede videnskabelige publikationer.

  • I det nye konsortium får forskerne den fordel, at de får fuld ret til at offentliggøre alle deres forskningsresultater, siger Torben Ellebæk Petersen, og fortsætter:
  • Til gengæld får virksomhederne den fordel, at de som de første får indsigt i forskningsresultaterne og dermed mulighed for at udnytte dem kommercielt. Virksomhederne får ligeledes førsteret til at patentere den´nye viden.

YDERLIGERE OPLYSNINGER:

Konsortiets hjemmeside: http://www.milkprotein.dk/
Lektor, lic.scient. Torben Ellebæk Petersen, Forskerparken, Gustav Wieds Vej 10, 8000 Århus C, Telefon: 8942 5094, E-post: tep@mb.au.dk