Nye rugekasseprogrammer fra Novo Nordisk Fonden
Novo Nordisk Fondens nye Bioinnovation Institute (BII) har udpeget et panel fra universiteter, venturefonde og life science-selskaber, som skal hjæpe med med at vurdere ansøgningerne til deres nye rugekasseprogrammer.
Novo Nordisk Fonden bevilgede sidste år 392 mio. kr. over tre år til etablering af BioInnovation Institute (BII), hvis formål er at bane vejen for flere start-ups inden for life science (biovidenskab) i Danmark. BII støtter talentfulde iværksættere og forskere med at videreudvikle forskning af høj kvalitet til nye produkter og løsninger, der kan bekæmpe sygdomme, forbedre sundhed eller bevare naturens ressourcer. Centret tilbyder støtte i form af finansiering, viden og rådgivning.
Forskere og iværksættere fra universiteter, hospitaler, virksomheder eller fra andre nationale eller internationale forsknings- og iværksættermiljøer kan få hjælp til at udvikle og modne forskningsprojekter indtil det tidspunkt, hvor det er muligt at tiltrække finansiering på markedsmæssige vilkår. De kan komme ind i BII i alle faser (”discovery, transition, incubation og growth”) afhængigt af, hvor langt deres forskningsprojekt er i modningsprocessen.
Novo Nordisk Fonden har nu nedsat to eksperthold med otte profiler inden for life science-området til at hjælpe sig med at vurdere, hvilke af projekterne, der har det største potentiale. Poul Nissen fra DANDRITE/Institut for Molekylærbiologi og Genetik er blevet udvalgt til panelet, og han er beæret over udpegningen.
I sin daglige grundforskning og som centerleder og direktør for DANDRITE har Poul Nissen selv fokus på, hvilke muligheder for nye lægemidler forskning kan frembringe, og han glæder sig derfor over, at universiteterne nu får en håndsrækning til at få mulighed for at afprøve ideer og konceptets bæredygtighed og at han som repræsentant fra Aarhus Universitet kan være med til at formidle disse muligheder.
Mere information
Professor Poul Nissen
DANDRITE/Institut for Molekylærbiologi og Genetik, Aarhus Universitet
pn@mbg.au.dk - 28992295