Aarhus Universitets segl

Sensationel international anerkendelse af studerende fra Molekylærbiologisk Institut

Forskere verden over drømmer om at få bare én artikel i Nature eller Science, da disse to tidsskrifter er de mest anerkendte og prestigefyldte tidsskrifter i verden blandt forskere inden for naturvidenskab. Men en dansk ph.d.-studerende har nu opnået noget helt uhørt inden for forskning. Inden for to dage, 23.-24. august 2006, har Christian Brix Folsted Andersen fra Molekylærbiologisk Institut, Aarhus Universitet, fået sine forskningsresultater publiceret i begge tidsskrifter, og der er vel at mærke tale om to forskellige projekter uden relation til hinanden. Dertil kommer, at Christian har opnået disse resultater, mens han var studerende. Han har netop indleveret sin ph.d.-afhandling, der bliver forsvaret i oktober måned.

Gregers Rom Andersen (tv) og Christian Brix Folsted Andersen

Christians vejleder, lektor Gregers Rom Andersen, udtaler:

- Dette er en "once-in-a-lifetime" oplevelse, som vi står over for. Det er slet ikke til at fatte, og jeg har aldrig hørt om, at det nogensinde er sket før. Det har været en fornøjelse at have en så selvstændig studerende med en enestående kreativitet, ihærdighed og fingerfærdighed, og jeg spår ham en imponerende forskerkarriere.

Også Erik Meineche Schmidt, der er dekan for Det Naturvidenskabelige Fakultet, som Molekylærbiologisk Institut hører under, bifalder.

- Jeg er imponeret og stolt over, at en studerende fra fakultetet har opnået denne enestående anerkendelse af sine resultater, siger han. Vores fakultet gør meget ud af at støtte forskeruddannelsen, og det er derfor rart at se, at der findes nogle specielle forskertalenter såsom Christian.

 

Christian har en lidt utraditionel baggrund som studerende, idet han har læst både biologi og datalogi. Denne utraditionelle kombination af fag ser ud til at have båret frugt.

 

Christian Brix Folsted Andersen siger, at forløbet af de to projekter har været meget forskellige.

- I det ene tilfælde arbejdede vi hårdt i tre år med mange forskellige forsøg, før det lykkedes os af få resultater, mens alt næsten lykkedes i første forsøg i det andet projekt. Vi arbejdede under et stort tidspres med begge projekter, da vi var i skarp konkurrence med flere udenlandske laboratorier.

- Det er en stor tilfredsstillelse at få så stor en anerkendelse af det, man har lavet ved at få publiceret i så prestigefylde tidsskrifter, selv om det stadig er lidt surrealistisk, at det er sket. Dog er det lidt tilfældigt, at publiceringen sker samme tid, siger Christian.

Rift om superforskeren

Den 5. oktober 2006 forsvarer Christian Brix Folsted Andersen sin ph.d.-afhandling ved en offentlig forelæsning, men allerede nu har han fået en etårig ansættelse som post-doc (forsker) ved Molekylærbiologisk Institut. Christian har dog planer om at fortsætte sin forskerkarriere i udlandet i en periode.

- Med de resultater Christian har opnået, skulle det ikke være svært at finde et udenlandsk toplaboratorium, hvor Christian kan forske videre. De vil stå i kø som udenlandske fodboldklubber efter en superliga topscorer, udtaler Gregers Rom Andersen.

- Som forsker er det specielt vigtigt, at man arbejder i udlandet i en periode, da det giver en ny indgangsvinkel til metoder og projekter. Ydermere får man får et bredt internationalt netværk, siger Gregers Rom Andersen, der selv var to år i Frankrig efter opnåelsen af sin ph.d.-grad.

- Der er tale om nødvendig hjerneflugt, for de forskere vi får tilbage er langt bedre, end dem vi sender ud. Christian har også under sine ph.d.-studier arbejdet i et fransk og et amerikansk laboratorium.

- Jeg vil nu se tiden lidt an for at se, hvilke laboratorier jeg kan forske i, men der er ingen tvivl om, at jeg med disse artikler står i en betydeligt stærkere position til få penge til at forske i et udenlandsk laboratorium, siger Christian Brix Folsted Andersen.

Gregers Rom Andersens gruppe på Molekylærbiologisk Institut er blandt verdens førende inden for dette forskningsområde (strukturbiologi). Økonomisk nyder forskergruppen støtte fra blandt andet Danmarks Grundforskningsfond og Forskningsrådet for Natur og Univers.

To forskellige forskningsprojekter

Artiken i Nature

Christian Brix Folsted Andersen brugte de første tre år af sine ph.d.-studier på at beskrive strukturen af et protein, som spiller en nøglerolle i stofskiftet hos bagergær og andre svampe. Men det tilsvarende protein findes ikke i mennesker og andre pattedyr, og det er derfor de århusianske forskeres håb, at deres resultater kan anvendes til udvikle nye lægemidler, som kan bruges mod svampeinfektioner. Christians resultater blev suppleret med resultater fra en tysk forskergruppe, som brugte en anden forskningsmetode til at studere det samme protein. Det er kombinationen af disse resultater, som den 23. august førte til en offentliggørelse i form af en artikel i Nature.

Artiklen i Science

Christians næste resultat blev opnået inden for det sidste år af hans ph.d.-studier og publiceret i tidsskriftet Science den 24. august. I samarbejde med franske forskere fik Christian samlet et stort kompleks mellem fire proteinmolekyler og et nukleinsyremolekyle, og han bestemte så den rumlige struktur af dette kompleks. Hans resultater er af meget betydelig grundvidenskabelig værdi, da det studerede kompleks spiller en essentiel rolle i at undgå fejl, når det genetiske budskab kodet i DNA skal oversættes til de arbejdende proteiner i den menneskelige celle. Det ene af de fire proteiner findes i store mængder i knuder fra brystkræft patienter, men om de århusianske resultater direkte kan anvendes til at bekæmpe brystkræft, vil fremtiden vise.

Mere information

Postdoc Christian Brix Folsted Andersen, tlf. 8942 5261, mobiltlf. 3026 4855, email cbfa@mb.au.dk

Lektor Gregers Rom Andersen, Molekylær Biologisk Institut, Aarhus Universitet, Gustav Wieds Vej 10C, DK8000 Århus C, tlf. 89425024, mobiltlf. 3025 6646, email:gra@mb.au.dk, http://www.bioxray.dk/research_gra_uk.php

Foto: Christian Brix Folsted AndersenGregers Rom Andersen, Christian Brix Folsted Andersen og Gregers Rom Andersen, Forskergruppen (Christian Brix Folsted Andersen, Gregers Rom Andersen, Klaus Hvid Nielsen og Gitte Hartvigsen).