Aarhus Universitets segl

Velkommen til vores nye internationale studerende

En ny gruppe internationale kandidatstuderende på uddannelsen i molekylærbiologi er blevet budt velkommen på Institut for Molekylærbiologi og Genetik, hvor de nu skal indgå i et studiemiljø præget af både faglighed og mangfoldighed.

Nogle af de nye internationale kandidatstuderende på deres første dag på MBG.

De internationale studerende kommer fra hele verden, blandt andet fra Tyskland, Belgien, Frankrig, Grækenland, Spanien, Portugal, Italien, Estland, Polen, Bangladesh, Nepal og USA. Med deres forskellige baggrunde sætter de et markant internationalt præg på både undervisning, laboratorier og studenterliv.

”Det er altid en stor glæde at byde nye internationale studerende velkommen. De har valgt os, fordi MBG tilbyder et fleksibelt og stærkt studieprogram, og fordi Aarhus er kendt som en attraktiv studieby. Jeg håber, alle vil hjælpe med at gøre deres tid her til en god oplevelse,” siger Erik Østergaard Jensen, lektor og international koordinator.

Første dag i Aarhus

De nye studerende blev i sidste uge budt velkommen til MBG med rundvisning på instituttet og en introduktion til både faglige og sociale aktiviteter. Undervisningen er begyndt i denne uge, og her bliver de en del af holdene sammen med de danske studerende.

Erik understreger, at det er vigtigt, at de hurtigt føler sig hjemme:

”Når man flytter til et nyt land, kan det være en udfordring at finde sig til rette. Derfor vil jeg gerne opfordre alle til at tage godt imod vores nye internationale studerende – både til undervisningen, i laboratorierne, i studenterforeningerne og når I møder dem på gangene. Jo bedre vi inkluderer dem, desto rigere bliver studiemiljøet for os alle.”

En styrkelse af studiemiljøet

De nye studerende bidrager med mange forskellige faglige og kulturelle perspektiver, som kan være en gevinst for både undervisning og samarbejde. Flere af dem peger på MBGs studieprogrammer og den store valgfrihed som årsager til, at de har valgt Aarhus. Samtidig fremhæver de Aarhus’ ry som en åben og levende studieby.

”Det internationale optag er en gevinst for alle parter. Vores studerende får nye perspektiver ind i undervisningen og forskningsmiljøet, og de nye får forhåbentlig en oplevelse, der bliver både fagligt givende og personligt udviklende,” siger Erik.