Institut for Molekylærbiologi og Genetik modtager kunstværker fra Statens Kunstfond
Institut for Molekylærbiologi og Genetik (MBG) har ved at søge Statens Kunstfond fået stillet et større antal kunstinstallationer til rådighed i minimum 10 år til at udsmykke væggene på instituttets fællesarealer omkring auditorium og kantine.
Det hele startede tilbage i juni 2022, hvor Rikke Mie Rahbek fra MBG indsendte en omfattende ansøgning om lån af værker fra Statens Kunstfond. Ansøgningen var motiveret af et ønske om at få udsmykket instituttets fællesarealer og på den måde få tilføjet bygningerne en æstetisk værdi, der kunne bryde med de mange hvide vægge og den snert af hospitalsstemning, der stadig befandt sig i specielt kantineområdet.
I november 2022 blev ansøgningen godkendt og i maj 2023 kom der for alvor gang i processen, da Frederikke Rahbek Juncker fra Statens Kunstfond besøgte instituttet og det lille kunstudvalg, der i mellemtiden var blevet etableret. Med sig havde Frederikke et oplæg med en række forslag til værker, vi kunne låne – og da begge parter var blevet enige om værker og placering, kunne det praktiske arbejde med transport og ophængning endelig gå i gang.
I september 2023 kom det første værk op. Værket er lavet af Mads Gamdrup og hænger i foyeren. Mads Gamdrup er født i 1967 og uddannet ved Det Kongelige Danske Kunstakademi. Værket er et sart gult tryk af en sommerfugl på hvid baggrund og er et klassisk eksempel på Gamdrups værker, der ofte byder på tryk og fotografi.
I samme måned blev væggene i og omkring kantinen malet og gjort klar til Jørgen Michaelsens omfattende installation, som efterfølgende blev hængt op i november. Jørgen Michaelsen er født i 1961 og uddannet ved Det Kongelige Danske Kunstakademi. Michaelsens installation er en blanding af indrammede billeder, kollager og tekst med tværvidenskabelige temaer.
I december fik Michaelsens værker selskab af i alt tre værker fra to forskellige kunstnere, Christian Finne og Cecilia de Jong. Christian Finne er født i 1974 og uddannet ved Det Kongelige Danske Kunstakademi. Finnes værker er præget af den kunstneriske undersøgelse af psykedeliske sindstilstande og tilbyder et andet perspektiv på verdensopfattelsen.
Cecilia de Jong er født i 1979 og uddannet ved Det Fynske Kunstakademi. De Jong arbejder ud fra et meditativt grundlag og hendes værker er stærkt præget af geometri og gentagelser, hvilket ses tydeligt i de to værker, der nu hænger i området udenfor auditoriet.
I januar kom vi endelig i mål, da Rikard Thambert kom og installerede sine to skulpturer, der nu flankerer indgangene til auditoriet. Thambert er født i 1988 i Stokholm og er uddannet ved Billedhuggerskolen Charlottenborg, der er en del af Det Kongelige Danske Kunstakademi. Thamberts værker centrerer sig særligt om menneskekroppen, og han skaber disse med referencer til minimalismen og ved brug af klassiske materialer som gips og marmor.
Lån fra Statens Kunstfond er langvarige lån på minimum 10 år, men ender ofte med at være permanente – specielt omfattende installationer som Jørgen Michaelsens.
Åbning af kunstudsstillingen fredag den 26. januar 2024
Institut havde inviteret medarbejdere, studerende og kunstnerne af værkerne til en åbning af kunstudstillingen.
Fotos fra åbningen den 26. januar 2024
Alle fotos i denne nyhedsartikel er taget af Lisbeth Heilesen