Aarhus Universitets segl

Ny forskning skal hjælpe afgrøder med at bekæmpe skadelige mikrober uden at gå på kompromis med væksten

Adjunkt fra Institut for Molekylærbiologi og Genetik, Thi Bich Luu, har modtaget 3.564.503 kroner fra Danmarks Frie Forskningsfond gennem Inge Lehmann-programmet til et forskningsprojekt, der skal kaste nyt lys over, hvordan planter kan styrke deres immunforsvar uden at hæmme deres vækst.

Foto: Viktor Hauge Ladegaard
Thi Bich Luu Foto: Viktor Hauge Ladegaard

Planter står konstant over for angreb fra skadelige mikroorganismer og skal samtidig vokse og producere de fødevarer, vi er afhængige af. Når planters immunforsvar styrkes, sker det ofte på bekostning af væksten, hvilket kan føre til lavere udbytte. Denne balance mellem vækst og forsvar udgør en af de største udfordringer i moderne landbrug.

I sit projekt undersøger Thi Bich Luu særlige planteproteiner, kaldet receptorer, som registrerer mikrober og aktiverer plantens forsvarsmekanismer. Thi Bich Luus tidligere forskning har vist, at nogle af disse receptorer ikke blot styrker planternes modstandskraft mod patogener, men også hæmmer deres vækst.

”Vi ved, at de samme receptorer kan styre både immunrespons og vækst. Mit mål er at forstå, hvilke dele af receptorerne der kontrollerer henholdsvis vækst og immunitet, så vi kan adskille de to funktioner” forklarer Thi Bich Luu.

Stærkere planter, mere bæredygtighed

Med den nye bevilling bliver det muligt, at systematisk kortlægge receptorernes opbygning og funktion. På sigt kan resultaterne bane vejen for udvikling af afgrøder, der er både robuste over for skadelige mikrober og samtidig bevarer et højt udbytte.

”Målet er at udvikle en strategi til at finjustere planters immunforsvar, så afgrøder kan beskytte sig effektivt og samtidig vokse godt - et vigtigt skridt mod et mere bæredygtigt landbrug” siger Thi Bich Luu.

Projektet er støttet af Inge Lehmann-programmet under Danmarks Frie Forskningsfond, som støtter talentfulde forskere i at gennemføre ambitiøse og banebrydende forskningsprojekter.