Muskler husker træning, men ikke nødvendigvis hele livet. Tværfagligt studie vil forklare, hvorfor træning virker dårligere hos nogle ældre
Et nyt forskningsprojekt skal kaste lys over, hvordan aldring påvirker musklernes evne til at blive genoptrænet. Projektet ledes af professor Tinna Stevnsner fra Institut for Molekylærbiologi ved Aarhus Universitet, lektor Kristian Kjær Vissing fra Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet samt professor Adam Phillip Sharples fra Institut for Fysisk Præstationsevne på Norges Idrettshøgskole.
Træning kan være hårdt, og det kan føles endnu hårdere at genoptage træningen efter en pause. Men forskning viser, at musklerne faktisk kan “huske” den belastning, de tidligere har været udsat for. Denne muskelhukommelse skyldes epigenetiske forandringer, som gør det lettere for musklerne at genopbygge sig selv efter træning.
Denne egenskab fungerer dog bedst hos yngre og midaldrende mennesker.
“Det ser ud til, at dette system hos nogle ældre - vi ved endnu ikke, om det gælder alle - ikke fungerer lige så godt. Det skyldes formentlig ændringer i noget af det DNA, der findes i mitokondrierne i muskelcellerne. Disse ændringer ser ud til at spille en rolle for musklernes evne til genoptræning,” forklarer Tinna Stevnsner.
Forskerne ønsker nu at blive klogere på, hvad de epigenetiske forandringer konkret betyder.
“Det, vi er interesserede i, er dels, hvad disse epigenetiske ændringer fører til, hvilke molekylære mekanismer der bliver påvirket, og hvad det er, der ikke fungerer optimalt hos ældre. Samtidig vil vi undersøge, om forskellige former for træning - for eksempel styrketræning eller udholdenhedstræning - har forskellige effekter på dette system,” siger Tinna Stevnsner.
Projektets resultater kan på sigt føre til mere præcise anbefalinger om, hvilke træningsformer der er mest gavnlige for ældre - særligt for dem, som ikke oplever fremgang trods regelmæssig træning.
Forskningsprojektet er finansieret af Novo Nordisk Fonden, som har bevilget 17 millioner kroner. Heraf er 15 millioner kroner øremærket selve projektet.
“Det er en vigtig anerkendelse af vores forskning, og det betyder, at vi kan gennemføre den forskning, vi gerne vil - inden for et felt, som vi selv mener, vi har stor ekspertise i,” siger Tinna Stevnsner med et smil.
Projektet har en varighed på fire år og starter den 1. maj 2026.