Professor Bjørn Panyella Pedersen er optaget som nyt medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab
Med medlemskabet indtræder han i et af landets ældste og mest eksklusive videnskabelige fællesskaber og bliver en del af en lang dansk videnskabstradition.
Som medlem bliver professor Bjørn Panyella Pedersen en del af et tværfagligt fællesskab, der giver mulighed for at præge og styrke dagsordenen for forskningen i Danmark. Medlemskabet giver samtidig adgang til at engagere sig i Selskabets komitéer, udvalg, projekter og særlige satsninger - en mulighed, som kun få er forundt.
“Selskabet har i knap 300 år arbejdet for at styrke dansk forskning til gavn for samfundet. Der er masser at tage fat på, og jeg er meget stolt over at få muligheden for at bidrage,” fortæller professor og DNRF Center of Excellence Director Bjørn Panyella Pedersen.
Siden stiftelsen i 1742 har Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab arbejdet for at styrke videnskabens position i Danmark. Det sker blandt andet ved at fremme grundvidenskabelig forskning, skabe øget tværfaglig forståelse og bygge bro mellem forskningsmiljøer. Selskabet spiller desuden en central rolle i formidlingen af viden.
Med medlemskabet træder Bjørn Panyella Pedersen ind i en lang videnskabelig tradition og er med til at videreføre arven fra markante forskningsstemmer, både nationalt og internationalt. Blandt tidligere medlemmer finder man skikkelser som elektromagnetismens opdager H.C. Ørsted og atomfysikeren Niels Bohr samt videnskabsfolk som Charles Darwin, Marie Skłodowska-Curie, Albert Einstein og Ferdinand de Saussure.