Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Mindeord om professor Christian Bendixen

Med professor Christian Bendixens alt for tidlige død har Institut for Molekylær Biologi og Genetik mistet en fremragende forsker og en god kollega. Christian Bendixen døde pludseligt af en blodprop i en alder af 57 år. Vi er alle dybt berørte.

29.04.2020 | Lisbeth Heilesen

Christian Bendixen (foto: Ida Marie Jensen, AU Foto)

Af lektor Bo Thomsen

Christian Bendixen var en internationalt anerkendt forsker, og hans videnskabelige produktion spænder meget bredt. Han var respekteret for sin dybe faglige indsigt og en værdsat videnskabelig samarbejdspartner. Mange nationale og internationale forskningsprojekter har nydt godt af Christian Bendixens analytiske evner og hans sunde, kritiske tilgang til videnskabelige data. Sideløbende med sin akademiske karriere etablerede Christian Bendixen med stor succes virksomheden GenoSkan.

Christian Bendixen blev kandidat i biologi i 1990 ved Aarhus Universitet, og tog efterfølgende en ph.d.-grad i molekylærbiologi, hvor hovedparten af forskningen blev udført ved Columbia University i New York. Det var tydeligt for enhver, der mødte ham allerede så tidligt i karrieren, at han var et usædvanligt talent med et stort potentiale.

Efter hjemkomsten fra USA blev han ansat ved Institut for Molekylærbiologi indtil 1995, hvor han fik en stilling først som forsøgsleder og senere i 2004 som forskningsprofessor ved Danmarks Jordbrugsforskning. Her etablerede han en slagkraftig sektion inden for molekylærgenetisk forskning i husdyr, og det lykkedes ham at opbygge et ambitiøst forskningsmiljø, som også dannede rammen for uddannelse af en lang række kandidat- og ph.d.-studerende.

Christian Bendixen var en visionær forsker, som tidligt indså værdien af at implementere stor-skala bioteknologi i både grundforskningen og i den praktiske anvendelse af genetik i husdyravl. Sektionen var derfor blandt de første til at udvikle microarray-teknologi og next generation sequencing inden for jordbrugsvidenskab, og Christian var derved en drivende kraft i dannelsen af grundlaget for brugen af genetisk information i moderne husdyravl. Over en årrække leverede denne forskning således et væsentligt bidrag til forbedringen af sundheds-og produktionsegenskaber samt elimineringen af sygdomsfremkaldende mutationer i husdyr.

Christian Bendixen har modtaget en række legater og priser, som anerkendelse for denne indsats. I 2012 blev han udnævnt til professor i molekylærgenetik ved Institut for Molekylærbiologi og Genetik og har senest forsket i betydningen af epigenetik for udviklingen af neurologiske sygdomme. Så sent som i oktober 2019 blev han tildelt et Jens Christian Skou Fellowship fra  Aarhus Institute of Advanced Studies ved Aarhus Universitet til projektet "Epigenetics and Imprinted loci in Amyotrophic Lateral Sclerosis (ALS)" .

Christian Bendixen var et udpræget familiemenneske. Han var et meget privat menneske, men havde man hans fortrolighed, blev man klar over, hvor utrolig vidende han var også om emner uden for det strengt faglige. Samtaler med kolleger på Christians kontor var altid givende. Han ville gerne hjælpe, og han havde en fantastisk evne til at gennemskue vanskelige problemstillinger. Man gik aldrig forgæves efter råd. De samtaler vil Christian også blive husket for.

Christian efterlader sig kone, Emøke Bendixen, og tre voksne børn.

Æret være Christians minde.

Navne