Aarhus Universitets segl

Hvorfor er nogle personer symptomfri ved smitte med COVID-19?

Immunceller i lungerne er vigtige for immunsystemets genkendelse og bekæmpelse af virusser. Virusset der giver COVID-19 bliver dog ikke genkendt af disse celler, da det formentligt skjuler sit arvemateriale, og derfor aktiveres cellernes immunforsvar heller ikke imod virusset. Dette kan være med til at forklare, hvorfor COVID-19 kan optræde hos personer, som er syge uden at have symptomer i tidlige stadier af sygdommen.

Forskningen er udført i et samarbejde mellem forskere fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital: Forreste række ses de to førsteforfattere af den videnskabelige artikel i EMBO Reports (fra venstre): Louise Dalskov og Michelle Møhlenberg. Bagerst (fra venstre): Hans Jürgen Hoffmann, Christian Kanstrup Holm og Rune Hartmann. Foto: Lisbeth Heilesen.

Det har undret forskere verden over, at personer kan være inficeret med SARS-CoV-2 virusset - virusset der giver COVID-19 - uden at vise symptomer. Da disse personer udsætter andre for smitte uden at vide det, er det vigtigt at forstå, hvad dette skyldes og måske finde en forklaring og forhåbentlig en løsning på dette.

På indersiden af vores lunger sidder specialiserede immunceller, kaldet alveolære makrofager, som er med til at opretholde et raskt miljø i lungerne. Lungerne indeholder et stort antal af alveolære makrofager, så de er sandsynligvis også den første celletype en invaderende virus møder.

Når kroppen genkender en virusinfektion igangsættes vores immunforsvar og produktionen af interferoner. Interferoner er en gruppe af signalstoffer, der er med til at forme immunresponset og er derfor essentiel i kampen mod en virusinfektion. Alveolære makrofager har før vist sig at producere store mængder af interferoner ved infektion med respiratoriske virusser, såsom influenza.

SARS-CoV-2 er et respiratorisk virus, der typisk inficerer det yderste cellelag i lungerne, epitellaget. Ny forskning har vist, at interferonproduktionen i de inficerede epitelceller kan hæmmes af SARS-CoV-2 virusset. Dette resulterer i meget små mængder interferon og derfor også et begrænset immunforsvar mod virusset. Selvom epitellaget er målet for virusset, må det formodes, at den første celletype virusset møder er de alveolære makrofager, og derfor er disse celler vigtige for, hvor hurtigt et immunrespons mod en SARS-CoV-2 infektion kan startes.  

Derfor satte et hold forskere fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital sig for at undersøge, hvordan disse vigtige celler reagerer på SARS-CoV-2 virusset. For at få svar på dette isolerede de alveolære makrofager fra lungeskyl og undersøgte aktivering af immunsystemet i disse celler, når de møder SARS-CoV-2 virusset.

SARS-CoV-2 virusset kan skjule sin arvemasse fra at blive genkendt

Resultaterne fra deres forskning viser, at alveolære makrofager effektivt producerer interferoner, når de inficeres med kendte virusser, såsom influenza. De har derved bekræftet, at de har potentialet til at producere store mængder af interferoner under en virusinfektion. Når de alveolære makrofager udsættes for SARS-CoV-2 virusset, så forskerne mod deres forventninger ingen interferonproduktion i cellerne.

Disse resultater tyder derfor på, at SARS-CoV-2 virusset kan skjule dets genomiske materiale fra at blive genkendt i de alveolære makrofager og derved ikke inducerer produktion af interferoner. Dette er grunden til, at der ikke vil ske aktivering af immunforsvaret i de tidlige faser af en SARS-CoV-2 infektion, hvilket giver virusset mulighed for at sprede sig videre i samfundet, før symptomer opstår. Mere forskning er dog nødvendig for at forstå, hvordan SARS-CoV-2 kan undgå at blive genkendt af immunforsvaret. 


Forskningen er udført i et samarbejde mellem forskere Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital fra Institut for Molekylærbiologi og Genetik, Institut for Biomedicin samt Institut for Klinisk medicin – Lungesygdomme og Afdelingen for Luftvejssygdomme og Allergi.

Resultaterne er offentliggjort i EMBO Reports

”SARS-CoV-2 Evades Immune Detection in Alveolar Macrophages”

Louise Dalskov, Michelle Møhlenberg, Jacob Thyrsted, Julia Blay-Cadanet, Ebbe Toftgaard Poulsen, Birgitte Holst Folkersen, Søren Helbo Skaarup, David Olagnier, Line Reinert, Jan Johannes Enghild, Hans Jürgen Hoffmann, Christian Kanstrup Holm & Rune Hartmann.

https://doi.org/10.15252/embr.202051252


Mere information

Professor Rune Hartmann
Institut for Molekylærbiologi og Genetik
Aarhus Universitet
28992578 - rh@mbg.au.dk

Ph.d.-studerende Michelle Møhlenberg
Institut for Molekylærbiologi og Genetik
Aarhus Universitet
mm@mbg.au.dk