Aarhus Universitets segl

To postdocs får unik chance for at forske på Sorbonne Université og Harvard Medical School

Alessandra Zarantonello og Henrik Pedersen, der er postdocs ved Institut for Molekylærbiologi og Genetik, Aarhus Universitet, får nu en enestående chance at forske ved de prestigefyldte forskningsinstitutioner Sorbonne Université i Paris og Harvard Medical School i Boston med bevillinger fra Danmarks Frie Forskningsfond og Lundbeckfonden.

Inden længe drager Alessandra Zarantonello til Paris og Henrik Pedersen til Boston for at bygge videre på deres forskning med komplementsystemet, som er en del af det medfødte immunsystem. De skifter dog fuldstændigt gear fra at arbejde med atomer og ligninger til nu at arbejde med levende dyr (foto: Lisbeth Heilesen).

Alessandra Zarantonello og Henrik Pedersen er for øjeblikket begge ansat som postdocs i professor Gregers Rom Andersens laboratorium. Her forsker de i de molekylære mekanismer, der styrer komplementsystemet, som er en del af det medfødte immunsystem og beskytter vores krop mod infektioner. Overaktivering af komplementsystemet spiller ydermere en rolle i udviklingen af en række neurologiske sygdomme såsom Alzheimers sygdom og skizofreni.

Fra henholdsvis juni og august bliver Alessandra og Henrik postdocs ved de berømte institutioner Sorbonne Université og Harvard Medical School, hvor de fortsætter med at bygge videre på deres tidligere arbejde med komplementsystemet – men også udvikle nye metoder til yderligere at belyse rollen af komplement i patogenese.

I Paris skal Alessandra undersøge samspillet mellem komplementsystemet og udvikling af kræft.

- "Jeg er glæder mig til at lære mere om det indviklede samspil mellem udvikling af kræft og komplementsystemet hos Dr. Roumenina, der er en pioner inden for dette felt, som har udviklet sig enormt de senere år. Afhængig af kræftformen kan komplementaktivering have en pro-tumoral eller anti-tumoral effekt, og meget er stadig ukendt om de mekanismer, der fører til disse effekter. Desuden kan ikke-karakteriserede og ikke-anerkendte komplementfunktioner være involveret i udvikling af kræft. Det er et område i kraftig udvikling, og den erfaring, jeg får her, giver mig mange muligheder for min fremtidige karriere,” siger Alessandra.

Henrik vil undersøge forholdet mellem et komplementprotein kaldet C4A og udvikling af skizofreni.

-  “Man ved, at komplementsystemet spiller en rolle under udvikling af centralnervesystemet, men også at komplementsystemet kan være involveret i en række neurologiske sygdomme. Jeg håber, at vi kan få en bedre forståelse af, hvordan komplementsystemet medvirker i denne alvorlige sygdom,” siger Henrik.

Skal studere komplementsystemet i musemodeller

Alessandra og Henrik vil derfor fortsætte med at arbejde på komplementsystemet, men vil bevæge sig væk fra biofysisk karakterisering og strukturbiologi til at studere komplementsystemet i musemodeller.

- ”Jeg tror, det vil være en udfordring for os begge at skifte gear for at fokusere mere på sygdommen, men jeg er overbevist om, at vores forskningserfaring fra Aarhus og udveksling med andre universiteter under vore ph.d.-studier har givet os tilstrækkelige færdigheder og baggrund til at påtage os disse opgaver,” siger Henrik.

-  ”Efter at have afsluttet min ph.d.-grad på Aarhus Universitet er jeg taknemmelig for at have mulighed for at investere de kompetencer, jeg har erhvervet i Danmark, i en international kontekst. Mine bachelor-, kandidat- og ph.d.-studier foregik i forskellige lande, nemlig Italien, Tyskland, Danmark og USA. At udføre frontforskning i Frankrig og især i Paris vil være en anden videnskabelig og kulturelt berigende oplevelse, som jeg ser frem til at starte,” siger Alessandra.

Gregers Rom Andersen er meget stolt over, at hans to postdocs har kunnet opnå disse to stipendier i stærk konkurrence med andre unge forskere, og at det bringer dem til prestigefyldte forskningsinstitutioner som Sorbonne og Harvard.

- ”Hvad jeg finder mest imponerende er dog, at både Alessandra og Henrik skifter fuldstændigt gear fra at arbejde med atomer og ligninger til nu at arbejde med levende dyr. Det viser, at strukturel biologi kan føre til så meget andet end at blive en nørdet videnskabsmand, der sidder ved computeren. I stedet viser det, at strukturbiologi giver et fantastisk udgangspunkt for et meget bredt spektrum af karrierer inden for life science”.


Alessandra Zarantonello blev tildelt et to-årigt postdoc-stipendium på 1.414 mio. kr. fra Danmarks Frie Forskningsfond (DFF) til at forske i Dr. Lubka Roumeninas laboratorium ved Centre de Recherche des Cordeliers, Sorbonne University i Paris.

Henrik Pedersen blev tildelt et tre-årigt postdoc-stipendium på 2,5 mio. kr. fra Lundbeckfonden til at forske i professor Michael Carrolls laboratorium ved Harvard Medical School i Boston.


Mere information

Postdoc Henrik Pedersen – henrik@mbg.au.dk
Postdoc Alessandra Zarantonello - azara@mbg.au.dk

Institut for Molekylærbiologi og Genetik
Aarhus Universitet