Et såkaldt cirkulært RNA-molekyle, som man mente var kræftfremkaldende, findes alligevel i ikke i kræftceller. Et dansk forskerhold har offentliggjort de nye resultater i Nature Communications.
21.09.2020 |
Et dansk forskerhold har i Nature Communications beskrevet, hvordan et velbeskrevet cirkulært RNA-molekyle, som man mente var kræftfremkaldende, alligevel ikke findes i kræftcellerne.
Man har traditionelt set på kræft som genetiske sygdomme, der skyldes mutationer i vigtige gener, men det er gradvist blevet mere og mere tydeligt, at mange andre typer af forandringer i cellerne bidrager til kræftens opståen og udvikling - såkaldte epigenetiske forandringer. Dette kan f.eks. være kemiske modifikationer på DNA-niveau, der påvirker, hvor meget proteinprodukt et givet gen giver ophav til, uden at der ændres i selve genets DNA-sekvens, men også igennem såkaldte mikroRNA molekyler, der virker ved – post-transskriptionelt – at regulere geners aktivitet.
I løbet af de seneste år har man desuden opdaget en ny gruppe af biomolekyler, de såkaldte cirkulære RNA-molekyler, som man har fundet kan binde til og hæmme mikroRNA-molekyler, og derved tilføjes endnu et lag i den komplekse regulering af menneskets gener.
Vi har fornyligt været vidne til en eksplosion af forskningsaktivitet inden for dette nye forskningsområde, men et dansk forskerhold viser i et nyt studie, der er offentliggjort i Nature Communications, at mange af de første studier af cirkulært RNA i kræft formentligt har draget forhastede konklusioner, hvilket primært skyldes en mangel på spatiale analyser.
Vi ser således, at et ellers meget velbeskrevet cirkulært RNA molekyle, kaldet ciRS-7, i virkeligheden slet ikke er tilstede i kræftcellerne i en række hyppigt forekommende kræftformer, på trods af at den er beskrevet som værende et kræftfremkaldende molekyle, der skulle virke ved at binde den kræfthæmmende mikroRNA, kaldet miR-7 i kræftcellerne.
I stedet ser vi, at andre godartede celletyper i en kræftknude udtrykker meget høje niveauer af ciRS-7, hvilket tyder på, at den måske i stedet bidrager til kræftudviklingen igennem det såkaldte mikromiljø, der findes i en kræftknude.
Lasse Sommer Kristensen: ”Vores resultater viser med alt tydelighed, hvor vigtigt det er, at se på kræft som et komplekst sammenspil mellem kræftcellerne og de mange andre typer af godartede celletyper, man finder i en kræftknude, når man forsøger at forstå de molekylære mekanismer, der bidrager til kræftudviklingen.”
Med andre ord kan de klassiske kræftcellelinjer man dyrker i laboratoriet – og ofte bruger til at forsøge at forstå nye molekylære mekanismer – ikke altid give os et retvisende billede af, hvad der er på spil i en egentlig kræftknude.
Desuden er de danske forskeres resultater et godt eksempel på, at spatiale analyser af patienters kræftknuder kan bidrage med vigtig viden, som man ikke ville have fået ved - på traditionel vis - at analysere alt DNA eller RNA fra en kræftknude (både deriveret fra kræftceller og godartede celler) i en samlet analyse.
Artiklen er offentliggjort i Nature Communications.
https://doi.org/10.1038/s41467-020-18355-2
Lektor Lasse Sommer Kristensen
Tidligere: Institut for Molekylærbiologi og Genetik/iNANO
Nu: Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet
lasse@biomed.au.dk
Professor Jørgen Kjems
Institut for Molekylærbiologi og Genetik (MBG)
Interdisciplinary Nanoscience Center (iNANO)
Aarhus Universitet
+45 28992086 - jk@mbg.au.dk
Klinisk lektor Henrik Hager
Klinisk Patologi
Sygehus Lillebælt
Henrik.Hager@rsyd.dk
