Nu kan du flytte ind hos AU Life Science Hub
Håndværkerne har travlt på Institut for Molekylærbiologi og Genetik for tiden, for lige om lidt er det indflytningsdag på AU Life Science Hub, hvor spin-outs får adgang til topmoderne faciliteter og hjælp til virksomhedsudvikling. De første virksomheder har booket plads, og du kan komme til åbent hus torsdag d. 3. oktober 2024.
600m2 med bl.a. fem specialiserede laboratorier, adgang til elektronik- og mekanikerværksted, musefaciliteter, corefaciliteter, kontorpladser og støtte til forretningsudvikling. Ambitionerne er store for AU Life Science Hub, som skal agere ideel grobund for nye spin-out virksomheder inden for life science.
Ideen til AU Life Science Hub udspringer fra Health og Erhverv og Innovation. For Aarhus Universitet er allerede blandt de førende i Europa, når det kommer til at kommercialisere forskning inden for life science. På under ti år har universitetets spin-outs rejst over to milliarder kroner fra fonde og investorer, og hvert år spinner banebrydende forskningsprojekter ud som nye farmaceutiske, bioteknologiske og medicinske virksomheder. Innovationen trives med andre ord allerede, så ambitionen er, at AU Life Science Hub skal understøtte de spirende virksomheder, så endnu flere får mulighed for succes.
Derfor har det også været en høj prioritet at skabe et miljø, hvor de nye virksomheder både har adgang til moderne faciliteter og kan få sparring og støtte i opstarten, fortæller Erik Østergaard Jensen, leder af Institut for Molekylærbiologi og Genetik, som skal tage vare på Life Science Hub.
”Ambitionen er at hjælpe virksomhederne ved at give dem de allerbedste udviklings- og vækstvilkår. Vi ved, der er flere nye spin-outs enten lige på trapperne eller ved at spinne ud, og de første er allerede ved at flytte ind i de nye lokaler i Universitetsbyen.”
Kom til åbent hus i AU Life Science Hub
Torsdag d. 3. oktober 2024 kl. 15.00-16.00
Tilmelding til:
Specialkonsulent Jesper Friis Mortensen
Telefon: 23 23 41 45
Mail: jfm@au.dk
Om kort tid er den sidste skrue sat, og alle faciliteterne klar til virksomhederne. Derfor håber Erik Østergaard Jensen også, at nye spin-outs vil søge om at få en plads på hubben.
”Vi har gjort en stor indsats for at skabe en attraktiv Life Science Hub, som virksomhederne kan få stor gavn af. De får adgang til både kontorpladser, specialiserede laboratorier og støtte til deres virksomhedsudvikling. Og så er det lige i hjertet af universitetet, så de arbejder og udvikler deres virksomhed og produkt tæt på fagmiljøerne, og dermed tæt på den nyeste viden inden for deres felt.”
Åbent hus for alle interesserede d. 3. oktober 2024
Skulle du have en spin-out på vej eller være mere nysgerrig på faciliteterne i den nye Life Science Hub. Så bliver der mulighed for at tage et kig ind til åbent hus den d.3. oktober kl. 15.00-16.00, hvor blandt andre Erik Østergaard Jensen står klar til at vise rundt.
”Jeg håber, at mange vil tage imod tilbuddet og komme forbi vores Life Science Hub. Det er relevant for dem, som allerede har stiftet en spin-out, som overvejer det, er lige ved det, eller som måske bare er lidt mere nysgerrig på, hvad vi har at tilbyde.”
AU Life Science Hub har topmoderne faciliteter, så håndværkerne har haft travlt op til åbningen
Hvad tilbyder AU Life Science Hub?
- Moderne faciliteter:
600 m² nyistandsatte kontorer og laboratorier placeret ved Institut for Molekylærbiologi og Genetik. - Avancerede laboratorier:
Fem specialiserede laboratorier herunder cellelab samt et apparaturrum. - Adgang til specialiseret udstyr og faciliteter:
Forskere får bl.a. adgang til elektronik- og mekanikværksted, musefaciliteter, core-faciliteter ved instituttet og in-house flydende kvælstof. - Kontorområde:
Moderne kontorer inklusiv teknisk og administrativ support til medarbejdere. - Tæt samarbejde:
Beliggenhed tæt på fakulteternes fagmiljøer og på The Kitchen, som tilbyder hjælp til forretningsudvikling inden for bl.a. kommercialisering og Intellectual Property.
Læs mere på hjemmesiden: https://medarbejdere.au.dk/en/business-collaboration-and-innovation/au-life-science-hub
Kontakt
Specialkonsulent Jesper Friis Mortensen
Aarhus Universitet, Erhverv og Innovation
Telefon: 23 23 41 45
Mail: jfm@au.dk